Viser opslag med etiketten asus eee box. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten asus eee box. Vis alle opslag

lørdag den 14. august 2010

Grønnere server med SSD?

Det er et stykke tid siden jeg sidst har pillet ved min server (ikke mindst pga. mine adgangsproblemer!). Men nu synes jeg alligevel det er blevet lidt for kedeligt; den kører jo bare (!) - der skal ske noget nyt!

Jeg har dog ikke tænkt mig at kaste mig over 10.04 opgradering (endnu) - hvis jeg da overhovedet gør det - nej, jeg overvejer simpelthen at smide en SSD disk i.

"Gaaab" tænker du nok "sæt den i, klon disken  - hvad nyt er der i det?" - Ja, jeg kunne såmænd nok vælge at smide 3-4000 efter en stor 2.5" SSD disk, det ville da være nemt ikke? Men det er ikke nær så spændende (eller billigt), som at smide 700 efter en 16 GB miniPCI-Express SSD, lægge OS over på den og beholde den 500 GB 2.5" WD Scorpio Blue i maskinen (stadig en Asus EEE Box B202).

Jeg har længe gerne ville sætte en SSD disk i serveren - min oprindelige tanke gik i retning af en 2.5" Transcend SSD med 16 eller 32 GB til OS og et eksternt USB kabinet til 2.5" diske. Men det blev ved tanken, for dels bliver det en rodet løsning (hader alt for mange kabler og strøm adaptorer), dels var den halvdyr uden at jeg umiddelbart ville få andet end arbejde ud af det, dels vil serveren bruge mere strøm - dette fordi selve USB kabinettet vil bruge strøm og at man ikke kan styre spindown på harddiske der er tilkoblet via USB - altså vil jeg ikke spare strøm, snarere tværtimod og tilmed få en rodet løsning - så det blev ved tanken. Indtil for nylig...

To ting er jeg nemlig faldet over på nettet - dels diverse projekter, hvor folk er har skiftet deres trådløse miniPCI-Express netkort ud med et ditto SSD kort i Asus EEE netbooks, samt et projekt, hvor nogen har sat et Broadcom Crystal HD miniPCI-Express kort (h.264/MPEG2/MP4 accelerator) i en Asus EEE Box B202 maskine (altså mage til min server), for at gøre den i stand til at vise Full-HD video.

Der er altså også en miniPCI-Express connector i min B202! Og da jeg ikke bruger det trådløse netkort i min B202 til noget som helst (for langsomt til at streame video), så kan det jo lige så godt lade livet, til fordel for noget jeg rent faktisk kan bruge - et SSD drev.

Dermed kan jeg have både SSD drev til at køre OS fra og en alm. 2.5" disk til at have alle mine mediefiler på, i samme maskine!

Som det er nu har jeg en server hvor harddisken snurrer konstant - dette fordi OS kører fra den og derved sørger for at den aldrig kan gå i dvale/standby/sleep - har endda slået parkering af læsehovedet fra (se tidligere artikel), fordi den kostant klikkede det til/fra (hvilket på sigt tager livet af harddisken). Ved at flytte OS, websites og databaser (der kun fylder 3-4 GB) over på en SSD disk, kan det boltre sig alt det som det lyster på denne, mens 2.5" SATA disken kan sættes i dvale, fordi den fremover kun vil indeholde udynamiske filer som mediefiler og dokumenter, som alligevel kun tilgås når der er nogen hjemme i huset.

Jeg ved endnu ikke hvor meget jeg vil kunne spare i strøm, men jeg gætter på at der nemt kan spares 4-5 Watt - derved kommer den faktisk ned på ca. eller under hvad min trådløse router bruger i strøm - det er tankevækkende...

SSD disken bliver højest sandsynligt en RunCore RCP-I-S7016-C - 16 GB med en læse/skrive hastighed på 125/55 MB/s - det er læsehastigheden der er den vigtige her, og den er hurtigere en min WD Scorpio Blue, som ligger på 108 MB/s. En smart ting ved denne SSD er, at der på kortet også sidder et miniUSB stik, så man kan koble disken direkte på USB porten og klone OS disken over - jeg kan altså forberede disken, før jeg overhovedet har åbnet min server og monteret kortet - det er ret smart!

Jeg har set den til ca. kr. 710 hos dansdatasalg A/S - man kan også få en RunCore RCP-IV-S7016-C, hvor læse/skrive hastigheden er 258/161 MB/s, men jeg tvivler på at CPU'en i min server kan følge med, så jeg kan lige så godt spare de godt 210 kroner ekstra den koster...

Jeg har flere og vildere planer, som vil omfatte hele mit netværk, men det må jeg gemme til et senere indlæg - der skal jo lidt research til, før man har noget at skrive...

fredag den 3. juli 2009

Harddisk opgraderet i server!

Så har jeg fået opgraderet harddisken - det gik faktisk meget smertefrit og jeg benyttede følgende fremgangsmåde:

  1. Ny 500 GB harddisk tilsluttet server via USB box

  2. Udførte "fdisk -l" for at se hvilket device den nye disk havde fået

  3. Udførte "dd if=/dev/sda of=/dev/sdc" - dette tog små 5 timer for 80 GB og resulterede i komplet kopi af harddisk med samme partitioner (og ditto størrelser) som den gamle.

  4. Flyttede USB box over på min bærbare og oprettede en ny ext3 partition på resten af disken (ca 360 GB)

  5. Monterede den nye 500 GB disk i serveren (som selvfølgelig bootede uden problemer) og benyttede Webmin til at mounte den på /data og oprette den i /etc/fstab - dette kunne jeg såmænd godt have gjort manuelt, men ville gerne have den oprettet med UUID, som de partitioner der var i forvejen - lidt doven, så jeg gad ikke finde ud af UUID for den nye partition (!) og den er for lang at skrive.


Er nu igang med at flytte mit medie bibliotek over fra /home til /data og det kommer nok også til at tage en del timer. Men både min TwonkyServer (DLNA UPnP) og mit kPlaylist site er opdateret til den nye placering og fungerer. Så skal der bare reindekseres, når alle filerne er flyttet til den nye placering.

Der er rigelig med plads i lang tid fremover, så jeg gider ikke gøre noget ud af resizing af den oprindelige rod partition - det må komme når der er behov for pladsen.

onsdag den 1. juli 2009

Ny harddisk til EEE Box server bestilt

De 80 GB min EEE Box var født med rækker ikke til meget, når man både skal have hele sin musiksamling, alle digital billeder og en LAMP server kørende.

Jeg har kæmpet en indre kamp med mig selv, om jeg skulle opgradere den interne harddisk (og dermed bevare det lave strømforbrug) eller købe en ekstern boks og smide en 3.5" disk i.

Sidstnævnte er der bedre økonomi i, da man kan få ca. dobbelt så meget plads for samme pris.

Jeg kiggede først på en ICY Box fra RaidSonic: http://www.raidsonic.de/en/pages/products/external_cases.php?we_objectID=5236).

I den ville jeg så sætte en Samsung Spinpoint EcoGreen eller en WD Green (begge på 1 TB) og så have plads til senere udvidelse med en mere.

Men det endte (selvfølgelig) til sidst med at min grønne samvittighed vandt - jeg har valgt en Western Digital Scorpio Blue WD5000BEVT 2.5" disk på 500 GB til intern montering.

Argumentet er selvfølgelig at den bruger under halvdelen i strøm, set i forhold til 3.5" diskene.
Scorpio Blue 2.5" bruger 2.5 watt under belastning, hvor de to 3.5" diske bruger hhv. 5.7 og 6.8 watt (i øvrigt ikke meget for en 3.5" disk!)

Andre gode argumenter er, at den også er både støjsvag og specielt udviklet til at afgive meget lidt varme - ikke dårlige egenskaber til en hjemmeserver, der som regel har nogle dårlige arbejdsbetingelser, set i forhold til en server i et afkølet serverrum.

Harddisken er bestilt og skulle gerne dukke op i min Døgnboks postkasse i morgen.

Jeg har endnu ikke en fast strategi for, hvordan jeg får flyttet over, men jeg har for en sikkerheds skyld bestilt en 2.5" USB boks og vil forsøge med at klone indholdet over via "dd" (selvfølgelig bootet op fra en Ubuntu LiveCD).

Ellers har haft gode erfaringer med Partimage fra SystemRescueCD.

søndag den 12. april 2009

Postfix & Dovecot virker på den nye server!

Så fik jeg endelig fundet tid til også at få mailserver (postfix) konfigureret på den nye server og den tager nu imod post fra alle mine domæner. Samtidigt fik jeg også flyttet mine gamle mails over fra den gamle server - fremgangsmåden er enddog meget enkel:

  1. Sæt IMAP konto op for både gammel og ny server i Evolution

  2. Forbind til begge konti

  3. Marker alle mails i Indbakke på den gamle server

  4. Træk dem over i Indbakke på den nye


Derudover fik jeg løst et gammelt problem jeg havde med Dovecot, så nu kører den også på den nye server (brugte courier-imap på den gamle, efter en forgæves kamp med dovecot). Det lader til at servicen ikke vil starte, hvis man vælger POP3/POP3S protokollerne til - hvorfor den ikke vil det er jeg også ligeglad med, da jeg kun skal bruge IMAP4S.

Derudover skulle jeg manuelt fortælle den hvor min mailboks var og så lige sætte IP adressen på serveren op i Interfaces, og sætte den til "IP address" i stedet for "Default" - ved ikke hvad "Default" er, men jeg gætter på 127.0.0.1 (localhost) og det fungerer jo ikke (åbenbart)!

Nu mangler jeg så kun at få min musik flyttet over til medieserveren; her er jeg så stødt ind i et mindre pladsproblem - de 80 GB rækker simpelthen ikke (!). Men det må vente!

Det er en historisk dag, for jeg slukker nu for min gamle skrammelkasse af en VIA C3 maskine, så kan musikken vente til jeg får løst plads problemet...

tirsdag den 24. marts 2009

Ny Ubuntu 8.10 server i luften på ASUS EEE BOX

Nu har jeg endelig fået en ny server i luften - kører nu en Ubuntu 8.10 server på en ASUS EEE Box B202 med 1 GB RAM og 80 GB harddisk.

I modsætning til hvad jeg tidligere skrev, har jeg droppet idéen med at køre en WUBI installation og sparkede XP helt ud - idéen var god, men det endte alligevel med at blive noget rod.

Der har dog været nogle uventede udfordringer undervejs - ikke mindst noget med driver understøttelse af netkortet (!) - så jeg måtte selv kompilere en der virkede - det samme måtte jeg gøre med Apache2 webserveren, da den ikke understøttede Virtualmin (webbaseret fjernadministration) i den version der var tilgængelig i repository for Ubuntu 8.10 - det der manglede specifikt var en anden konfiguration af mod_suexec, end den der er standard i versionen der kan installeres fra repository.

Men den er fuldt funktionsdygtig nu; jeg har fået flyttet alle mine sites og databaser over på den - her var udfordringerne kun noget med adgangsrettigheder på filer - en bruger skulle oprettes i MySQL til min medieserver + nogle rettigheder skulle tildeles.

Databaserne blev kopieret på følgende måde:

  1. Stop MySQL på den gamle server

  2. Pak de enkelte databaser med tar:
    "tar -cvf databasedir.tar /var/lib/mysql/databasedir" - udskift "databasedir" med navnet på din database.

  3. Stop MySQL på den nye server:
    "/etc/init.d/mysqld stop"

  4. Kopier TAR filerne over på den nye server

  5. Pak dem ud i mappen "/var/lib/mysql":
    "tar -xvf databasedir.tar /var/lib/mysql"

  6. Start MySQL på den nye server:
    "/etc/init.d/mysqld start"


Man skal ikke pakke hele /var/lib/mysql ned i en fil og så pakke det hele ud til samme sted på den nye server - så overskriver man filerne i roden af mysql mappen - det kan næppe være en god idé. Jeg pakkede faktisk hele mysql mappen ned i en fil, men benyttede så MC (Midnight Commander) på den nye server til at kopiere mine egne databasemapper ud og lod de oprindelige filer i roden være.

Sites blev kopieret direkte over til samme placering på den nye server (husk at sætte rettigheder og ejerskab på mapper/filer: chmod 755 + chown www-data:www-data) og Virtual hosts includes i apache2.conf fra den gamle server blev kopieret ind i samme fil på den nye server. Kopierede derefter httpd.conf over og genstartede apache - voila - serveren kører!
NB. Man skal sørge for så vidt muligt at køre samme version af Apache, MySQL og PHP på den nye server, ellers kan det godt være det ikke går helt så glat, hvis man vælger bare at kopiere database og config filer over, som jeg har gjort - måske er jeg bare doven, men hvorfor gøre det besværligt for sig selv?.

NB. Det kan stærkt anbefales at installere Webmin på sin server, det gør det langt mere overskueligt om tingene kører som de skal og også nemmere at administrere - til langt de fleste opgaver med MySQL behøver man f.eks. ikke at have PHPMyAdmin installeret (men det er nu godt have til de mere hardcore tabel manipulationer).

tirsdag den 20. januar 2009

Et skridt nærmere: Ubuntu server på Asus EEE Box

Jeg er nu endelig gået i gang med at få en Ubuntu server op at køre på min EEE Box. Jeg har valgt en lidt utraditionel tilgang, nemlig at lade den XP Home der var præinstalleret blive og installere en Ubuntu 8.10 Desktop version via Wubi og tilpasse den med de server pakker jeg skal bruge (ja, nu tænker hardcore Linux fans at "nu rabler det").

Grunden er den, at jeg for det første ville se hvordan Ubuntu performer på maskinen, for det andet gerne ville have et grafisk interface (at installere GDM på en 8.04 LTS Server kan IKKE anbefales!) og for det tredie gerne ville have en nogenlunde hardware uafhængig installation, der gør det nemmere at flytte installationen over på anden hardware.

Den største udfordring når man flytter en Linux installation er efter min erfaring drivere til harddisk controlleren, og den skal man ikke bekymre sig om hvis man benytter Wubi - her er alt indkapslet i en harddisk fil. Selvfølgelig giver man lidt afkald på rå disk performance, men man skal også lige se på, hvad serveren rent faktisk skal bruges til og med de funktioner jeg skal bruge og det antal daglige hits jeg har på mine sites, er det ikke strengt nødvendigt at have toptunet disk overførsel...

Indtil videre har jeg fået MySQL5, Apache2, PHP5, Postfix, ProFTPD, SSH, PHPMyAdmin og Webmin installeret med tilhørende plugins - det ser ud til at spille fint, og ser også ud til at der er sket et gevaldigt løft i performance af webserveren og PHP; Webmin kører nu som i olie, hvor det før var noget stakkato agtigt og man skulle vente i evigheder, når man zappede rundt i modulerne.

Næste skridt er at få flyttet mine SQL databaser, postfix opsætning og mailbokse, samt mine blogs og andre sites. Efter lidt research, ser det ikke ud til at blive det store problem - dog tror jeg lige jeg opgraderer mine blogs til Wordpress 2.7 først, før jeg flytter dem.

Der skal nok komme mere, når den nye server er i luften og klar til at blive testet...