mandag den 26. marts 2012

Dilemma: Socialt medie eller blog?

Valg af socialt medie


Jeg startede denne blog tilbage i slutningen af juni 2008. På det tidspunkt var der ikke helt de samme tilbud på nettet som i dag, hvor det er mere end svært for rigtig mange at vælge hvilket socialt medie man skal engagere sig i og der kommer stadig flere til.

Startede med at vælge mellem Facebook og MySpace (og lidt MSN Live Spaces) - valget faldt ud til Facebooks fordel, fordi jeg er indgroet æstetiker - jeg kan bare ikke udstå noget der er grimt, rodet, svært at finde rundt i og fyldt med forstyrrende elementer.

Samtidig skulle der være nogle værktøjer der var klar til brug og gav mening at investere tid i; præcis sådan var Facebook på det tidspunkt - overskueligt, nemt og med et rent og pænt design.

I dag har jeg taget springet - desværre ikke helt, men næsten - fra Facebook til Google+ af præcis de samme årsager, som jeg i sin tid valgte MySpace fra - Facebook er simpelthen groet til i reklamer, timelines, Farmville updates og ligegyldigheder - godt krydret med en uigennemskuelig sikkerhed og mangel på rettigheder til det man uploader.

Desværre kan jeg ikke vælge det helt fra, fordi jeg har rigtig svært ved overbevise andre om at Google+ faktisk er langt bedre - mange har svært ved at acceptere, at de skal starte forfra og investere tid i et nyt socialt medie, specielt hvis de har lært at leve med det de allerede benytter.

Hvor skal man placere indlæg?


I lighed med min navnebror +Thomas Christensen har jeg haft en del overvejelser om hvor jeg skal placere forskellige indlæg - når man nu har en blog, som jo egentlig er en slags privat socialt medie til at formidle emner der interesserer en og man samtidig har en profil på et offentligt socialt medie - hvilke emner/indlæg skal man lægge hvor?

Man kan jo skelne mellem større artikler på bloggen og mindre tanker på socialt medie - men uanset hvordan man vender og drejer det, ender man jo altid med at udvande ens egen blog, hvis man lader indlæg sive ud i de sociale medier i stedet - emner, som man egentlig burde behandle på sin blog i stedet

Hvis man lader dette ske i for stor udstrækning, ender bloggen som en spøgelsesby ingen efterhånden besøger, fordi der sjældent kommer nye indlæg.

Omvendt bliver det også kedeligt at læse en blog, hvis der er alt for mange små indlæg (one-liners med billeder) - de kunne jo ligeså godt eksistere udelukkende på det sociale medie, f.eks. Google+ eller Twitter.
Jeg har endnu ikke helt besluttet mig 100% for hvad jeg gør, men indtil videre bliver det nok noget med, som skrevet ovenfor, at længere artikler kommer her på bloggen og at jeg poster et link på Google+ når der er nyt.
Det kunne jo så være rart, hvis man kunne få et Google+ plugin til Wordpress, der kunne hive indlæg på Google+ ind på bloggen, så man også har integreret det sociale medie den anden vej - mon ikke det kommer når Google en dag endelig beslutter sig til at udgive det Google+ API?

torsdag den 22. marts 2012

Billeder søges til min blog header...

Jeg mangler nye billeder til min blog header - nogen der har noget liggende eller er gode til den slags? Er lidt træt af standard billederne i Wordpress temaet, nu når jeg har tilpasset alt andet i bloggen...

Billederne skal være i opløsningen 1000 x 288 - tema-stikord kan f.eks. være teknik, internet, smartphone, livsnyder, kaffe, gourmet, natur - generelt synes jeg de standard billeder der er i WP temaet nu er OK, men jeg vil gerne have noget der ikke er standard, altså noget som beskriver min blog (så vidt det er muligt).

Hvis nogen melder sig, skal jeg nok skrive nærmere, hvad jeg havde tænkt mig (og jeg skriver gerne credits på bloggen).

tirsdag den 13. marts 2012

Opdatering til Galaxy S2 før Galaxy Nexus? - FAIL!

Der er simpelthen noget jeg ikke forstår...

Jeg køber en Galaxy Nexus telefon - en NEXUS telefon, som jo i sagens natur skulle være den der følger udviklingen i Android OS tættest og skulle få opdateringer, så snart Google frigiver dem (eller næsten).

Hvordan kan det så være at:

1. Jeg kører stadig Android 4.0.2 på min Galaxy Nexus
2. Jeg har stadig, efter 3 måneder, ingen dansk ordbog eller autocomplete
3. Samsung har lige udsendt opdatering til Galaxy S2 - til Android 4.0.3!!
4. Der er dansk ordbog MED i opdateringen til S2???

Jeg føler mig måske en lille smule snydt (bare lidt)...

Har også diverse problemer med telefonen:

1. Den genstarter (crasher) en gang imellem - nogle gange med sort skærm og kræver at batteriet pilles ud, før der kommer liv i den igen.
2. Bluetooth holder op med at virke (forbinder ikke til handsfree og kan ikke slås til eller fra) - kræver sluk/tænd før det virker igen.
3. Kamera holder op med at virke (fejl: Ingen forbindelse til kameraet) - kræver igen sluk/tænd af telefonen.
4. Højttaleren er meget lav - så lav at man har svært ved at se YouTube og mobil TV uden at bruge hovedtelefoner - en fejl som skulle være rettet i 4.0.4 - men hvornår kommer den, hvis 4.0.3 ikke engang er kommet?

Det er mig en gåde at man ikke opprioriterer en telefon, som skulle være født til at være opprioriteret (da det er en Nexus) og endda er dyrere end Galaxy S2...

Jeg er ellers super glad for telefonen, men det er bare nogle dumme irriterende fejl at slås med og det er da ekstra irriterende at Samsung ikke gør noget ved dem og så endda har den frækhed at sende en opdatering ud til en ældre telefon FØR opdateringen til deres Google Nexus telefon, som burde få opdateringerne lige efter de bliver frigivet - hvis ikke det er en spand koldt vand i hovedet, så ved jeg ikke...