tirsdag den 21. december 2010

BREAKING NEWS: Waoo (Smile) kunder kan blive hos Waoo!

Hvis du, som jeg, har tegnet fiber abonnement hos Smile Content (som nu er en del af Waoo!), så har du også fået et brev fra Waoo! om, at du i det nye år bliver flyttet til FastTV, fordi de har købt deres kunder på TDC Fibernet (det tidligere DONG Fibernet).

Hvis du har fulgt med her på bloggen, så ved du sikkert at jeg har kæmpet en indædt kamp, med hensyn til fremtiden for min fiber forbindelse, for jeg er IKKE interesseret i at flytte til en anden indholds udbyder - jeg har det fint hvor jeg er...

Men kampen er ovre: Du behøver ikke at flytte!

Det eneste du skal gøre er, at ringe til Waoo! og sige at du gerne vil skifte til Waoo! - forvirret?!!

Det var jeg også, indtil jeg fik sagens sammenhæng:

TDC Fibernet introducerede nogle urimelige afregnings regler for den del af Waoo!'s kunder, der i sin tid tegnede abonnement hos Smile Content.

Derefter tilbød FastTV (= YouSee = TDC) at købe disse kunder af Waoo! - de skulle så bare sende et brev ud med varsel om at kunderne bliver flyttet, men undlade at skrive noget om at der var andre muligheder! De måtte ikke engang kontakte deres kunder og give dem tilbudet om at blive (=flytte).
Du skal som kunde SELV henvende dig til Waoo!, så må de godt tilbyde at flytte dig - du kan med andre ord stadig have Waoo! som indholds leverandør, selvom du er på TDC's fibernet!!

Hvis denne studehandel / lokumsaftale ikke stinker langt væk, så ved jeg ikke hvad - mage til fusk og luskebukseri...

I øvrigt stiger udgifterne til fiberlejen i det nye år, så alle abonnementer får et lille hak op ad...

Til gengæld har IT & Telestyrelsen underkendt TDC's udmelding om at man som aftager kun kan have en indholds leverandør - det må de ikke! Så du kan alligevel godt have en udbyder til internet/telefoni og en anden til f.eks. TV.

Desværre er det for sent for flere indholds leverandører (bla. Telenor) der valgte at kaste håndklædet og trække stikket efter TDC's udmelding, som nu alligevel ikke ser ud til at blive gennemført.

Men TDC har stadig ikke pillet deres propaganda hjemmeside ned (TDC Fibernet - Kun 1. leverandør ) - så hvis ikke man ved bedre hopper man jo på den limpind...

mandag den 20. december 2010

Det var det fiber eventyr - del 2

Det lader desværre til at blive værre endnu, med hensyn til tvangsomlægningen af min fiber - jeg vil ikke fremover kunne få en fast IP adresse tildelt!

Om det er omlægningen af infrastrukturen eller det at jeg flyttes til FastTV der er årsagen ved jeg ikke - men udfaldet bliver desværre, at jeg får mere end svært ved at hoste min blog på min egen server, for hvordan skal jeg kunne sætte pegninger op i DNS'en på mine domæner, hvis IP adressen konstant ændrer sig?

Ja - jeg ved godt der er noget der hedder DynDNS, men jeg synes det er noget skrald at bruge, for det kræver at jeg har en service kørende på serveren til at opdatere IP adressen i DNS, hver gang den ændrer sig - dette tager så X antal timer, før det bliver replikeret rundt - resultat: mit site er nede, indtil alle udbydere har modtaget den nye adresse på deres lokale DNS service!

Jeg er ubeskriveligt negativ over dette og det ender nok også med, at jeg indgiver en klage hos teleankenævnet - den slags må bare ikke få lov at ske fremover...

søndag den 12. december 2010

Det var det fiber eventyr...

Jeg havde oprindeligt fastnet telefoni og ADSL leveret fra TDC og kabeltv fra YouSee (også TDC).

I Oktober måned 2009 fik jeg så fiber lagt ind i huset (Ny tilkørsel til informationsmotorvejen) - en investering der kostede nogle penge, men som jeg betragtede som en investering i fremtiden, primært fordi jeg så fremover kunne vælge frit, hvilken indholds leverandør jeg ville have til hhv. telefoni, internet og TV og dermed ikke længere var "gift" med TDC.

Men der er jo så sket nogle ufrivillige ændringer siden da - første gang da det blev annonceret at TDC købte DONG's fibernet - vupti, nu skulle jeg sørme betale grund abonnement på fiberen til TDC!

Det nye - som jeg er mere end almindeligt irriteret over - er at jeg nu som kunde bliver tvangsflyttet fra Waoo (tidligere Smile Content) over til FastTV - som det viser sig er et selskab som TDC ejer!!

Altså har jeg betalt en pæn sum penge for at få en fiber skudt ind i huset for at være fri for TDC, men resultatet er at jeg nu igen har indgået et tvangsægteskab med TDC - som jeg jo "lod mig skille fra" for over et år siden!

Ikke nok med at jeg igen bliver 100% kunde hos TDC, jeg får også et ringere produkt; FastTV kan kun levere 50/50 Mbit forbindelse - endda kun hvis man betaler et "synkron tillæg", ellers hedder hastigheden 50/10 Mbit!

Min forbindelse hos Waoo hedder lige nu 60/60 Mbit med mulighed for 90/90 Mbit - denne hastighed påvirkes ikke af båndbredde forbrug på IPTV - det gør den tilsyneladende hos FastTV (så vidt jeg kan læse mig frem til).

TDC har også tidligere meldt ud at de ingen visioner har med hensyn til fiber - deres planer er at lukke fiberen og kun bruge den til egne formål - f.eks. distribution af internet til deres fremskudte centraler, med henblik på at køre xDSL kobber forbindelse det sidste stykke ud til kunden.

Hvis jeg havde vidst at det ville ende sådan fra starten, kunne jeg jo lige så godt have sparet de penge det kostede at få lagt fiber ind og beholdt mit xDSL produkt (som alligevel ikke kommer højere op end 50 Mbit) og mit kabeltv hos YouSee...

Blev endda lovet (af salgschefen hos Waoo) at man som kunde ikke blev tvangsflyttet til et "tilsvarende" TDC produkt efter overtagelsen, men at der blev forhandlet om den fremtidige afregning af fiberleje (internt mellem TDC og Waoo) og alle kunder forblev kunder hos det selskab de var i.

Jeg synes det er bundråddent, at TDC fik lov at købe DONG's fibernet fra starten, men at de oven i købet bare får lov til at ændre spillets regler for alle de kunder, der i sin tid tegnede abonnement på fiber forbindelse under nogle helt andre forudsætninger, uden indgriben - jeg synes det er en svinestreg uden lige - skam jer TDC!!!