Viser opslag med etiketten Nørderi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nørderi. Vis alle opslag

tirsdag den 29. marts 2011

Ubuntu countdown som Android Widget

OK - så bliver det ikke meget mere nørdet!

Man kan nu få en Android Widget, der viser countdown til næste Ubuntu version.



[caption id="" align="aligncenter" width="450" caption="Ubuntu countdown widget til Android"]Ubuntu countdown widget til Android[/caption]


Den kan bruges i både 1x1 og 2x2 version og man kan vælge lyst eller mørkt farvetema...

Du kan finde den på Android Market - søg efter "Ubuntu Countdown", scan nedenstående QR kode med Barcode Scanner eller tryk på QR koden i din mobil browser...

[caption id="" align="alignnone" width="180" caption="Ubuntu Countdown"][/caption]

onsdag den 10. november 2010

Fra Ubuntu 10.10 (Maverick) til Windows 7...

Jeg har af faglige grunde startet et lille projekt op, med at få min bærbare arbejdspc til at køre dual boot med Ubuntu 10.10 og Windows 7 - men det er åbenbart ikke så let og endda slet ikke, hvis man har valgt at installere Ubuntu først og siden forsøger at lægge en Windows 7 på! Nøj, et cirkus...

For hvor Ubuntu er bygget til fredelig sameksistens og gerne deler harddisken med andre OS af forskellig herkomst, så er Windows 7 (stadig!) fuldstændig ignorant overfor alt der ikke hedder Windows og som ikke benytter minimum en NTFS partition. Ja - jeg vidste det jo egentlig godt - men er det i grunden ikke lidt hovski-snovski, konsekvent at spille dominanskortet gang på gang, frem for at hjælpe folk til at bruge deres PC på den måde, der passer bedst til dem?

Jeg er ikke den "frelste" type, så jeg har ikke noget imod Windows (XP eller 7 - ikke Vista!), det er ganske brugbart til virksomhedsbrug og har sine fordele - Linux har bare nogle andre fordele - bla. at man ikke på samme måde er fastlåst i den måde man vil bruge styresystemet på og hvilke typer applikationer der er tilgængelige.

Så jeg kastede mig ud i det og fandt et hul på harddisken på 22 GB, som jeg naivt troede burde være nok til at huse en minimal Windows 7 installation + Office 2010 - men jeg tog gruelig fejl!

Hvor en XP og Office pakke med lidt god vilje kunne være brugbar på en 8-10 GB partition, så skal der både skohorn og høvl til, for at klemme bare Windows 7 ned på de 22 GB jeg havde sat af - tilmed tog det over 5 timer, at få det hele på plads med sikkerheds opdateringer, drivere og hvad har vi ikke!

Til sammenligning tager det måske 2 timer at få en Ubuntu på plads, men så er du også 100% klar med både OS, Office pakke  og en masse gode programmer på ikke meget over 6 GB plads - jeg er ikke engang kommet til Office pakken på min Windows 7 og i øvrigt er der ikke mere plads på partitionen!

Så nu er jeg ude i at jeg skal have bootet en Live CD op med Ubuntu 10.10, forsøge at udvide Windows partitionen så den er lidt brugbar, samt få lagt en GRUB 2 bootloader tilbage på MBR - for den kan sjovt nok sagtens tale både Windows og Linux sprog, så jeg igen kan vælge OS ved opstart.

Men det er lige før jeg ikke gider gøre mere ved det - overvejer at lave hele harddisken til Windows 7 og smide et 64 GB SDHC kort i den bærbare og installere min Ubuntu på det - så er jeg ude over det dual boot hejs, det skal nok lige passe at Windows ødelægger det hele igen, efter en eller anden sikkerhedsopdatering - så hellere have det adskilt - Windows vil jo ikke røre ved EXT4 partitioner, så det får nok lov til at være i fred.

Det kan man vel også kalde for en slags fredelig sameksistent!

lørdag den 14. august 2010

Grønnere server med SSD?

Det er et stykke tid siden jeg sidst har pillet ved min server (ikke mindst pga. mine adgangsproblemer!). Men nu synes jeg alligevel det er blevet lidt for kedeligt; den kører jo bare (!) - der skal ske noget nyt!

Jeg har dog ikke tænkt mig at kaste mig over 10.04 opgradering (endnu) - hvis jeg da overhovedet gør det - nej, jeg overvejer simpelthen at smide en SSD disk i.

"Gaaab" tænker du nok "sæt den i, klon disken  - hvad nyt er der i det?" - Ja, jeg kunne såmænd nok vælge at smide 3-4000 efter en stor 2.5" SSD disk, det ville da være nemt ikke? Men det er ikke nær så spændende (eller billigt), som at smide 700 efter en 16 GB miniPCI-Express SSD, lægge OS over på den og beholde den 500 GB 2.5" WD Scorpio Blue i maskinen (stadig en Asus EEE Box B202).

Jeg har længe gerne ville sætte en SSD disk i serveren - min oprindelige tanke gik i retning af en 2.5" Transcend SSD med 16 eller 32 GB til OS og et eksternt USB kabinet til 2.5" diske. Men det blev ved tanken, for dels bliver det en rodet løsning (hader alt for mange kabler og strøm adaptorer), dels var den halvdyr uden at jeg umiddelbart ville få andet end arbejde ud af det, dels vil serveren bruge mere strøm - dette fordi selve USB kabinettet vil bruge strøm og at man ikke kan styre spindown på harddiske der er tilkoblet via USB - altså vil jeg ikke spare strøm, snarere tværtimod og tilmed få en rodet løsning - så det blev ved tanken. Indtil for nylig...

To ting er jeg nemlig faldet over på nettet - dels diverse projekter, hvor folk er har skiftet deres trådløse miniPCI-Express netkort ud med et ditto SSD kort i Asus EEE netbooks, samt et projekt, hvor nogen har sat et Broadcom Crystal HD miniPCI-Express kort (h.264/MPEG2/MP4 accelerator) i en Asus EEE Box B202 maskine (altså mage til min server), for at gøre den i stand til at vise Full-HD video.

Der er altså også en miniPCI-Express connector i min B202! Og da jeg ikke bruger det trådløse netkort i min B202 til noget som helst (for langsomt til at streame video), så kan det jo lige så godt lade livet, til fordel for noget jeg rent faktisk kan bruge - et SSD drev.

Dermed kan jeg have både SSD drev til at køre OS fra og en alm. 2.5" disk til at have alle mine mediefiler på, i samme maskine!

Som det er nu har jeg en server hvor harddisken snurrer konstant - dette fordi OS kører fra den og derved sørger for at den aldrig kan gå i dvale/standby/sleep - har endda slået parkering af læsehovedet fra (se tidligere artikel), fordi den kostant klikkede det til/fra (hvilket på sigt tager livet af harddisken). Ved at flytte OS, websites og databaser (der kun fylder 3-4 GB) over på en SSD disk, kan det boltre sig alt det som det lyster på denne, mens 2.5" SATA disken kan sættes i dvale, fordi den fremover kun vil indeholde udynamiske filer som mediefiler og dokumenter, som alligevel kun tilgås når der er nogen hjemme i huset.

Jeg ved endnu ikke hvor meget jeg vil kunne spare i strøm, men jeg gætter på at der nemt kan spares 4-5 Watt - derved kommer den faktisk ned på ca. eller under hvad min trådløse router bruger i strøm - det er tankevækkende...

SSD disken bliver højest sandsynligt en RunCore RCP-I-S7016-C - 16 GB med en læse/skrive hastighed på 125/55 MB/s - det er læsehastigheden der er den vigtige her, og den er hurtigere en min WD Scorpio Blue, som ligger på 108 MB/s. En smart ting ved denne SSD er, at der på kortet også sidder et miniUSB stik, så man kan koble disken direkte på USB porten og klone OS disken over - jeg kan altså forberede disken, før jeg overhovedet har åbnet min server og monteret kortet - det er ret smart!

Jeg har set den til ca. kr. 710 hos dansdatasalg A/S - man kan også få en RunCore RCP-IV-S7016-C, hvor læse/skrive hastigheden er 258/161 MB/s, men jeg tvivler på at CPU'en i min server kan følge med, så jeg kan lige så godt spare de godt 210 kroner ekstra den koster...

Jeg har flere og vildere planer, som vil omfatte hele mit netværk, men det må jeg gemme til et senere indlæg - der skal jo lidt research til, før man har noget at skrive...

fredag den 16. juli 2010

Farvel til Custom Firmware på PSP'en

Jeg har et latent behov for at få en dosis spontan retro-gaming en gang i mellem. Problemet er bare at det er svært at forene med familielivet, med alt hvad det indebærer af gøremål i og udenfor hjemmet, netop fordi det tager så lang tid at komme i gang med bare et lille hurtigt spil.

Har både en C64 og Amiga 600 stående i skabet, men det tog for lang tid at sætte op med kabler, strøm osv. og det pynter jo ikke ligefrem at have den slags i stuen permanent - så jeg kunne måske lige nå at sætte det op og få det til at virke, så var der ikke mere tid den dag.

Har forsøgt med en bærbar, men det var for omstændigt til at være "spontant" og tastaturet egner sig dårligt til de gamle spil. Prøvede på et tidspunkt med en MediePC (HTPC) i stuen (koblet til det store TV) med USB kontroller (mage til PS2), men det blev tit skudt i sænk, fordi andre i familien skulle se TV - det blev lidt bedre da vi fik en PS3, men jeg fik aldrig rigtig gang i en linux på den, for jeg kunne ikke få hverken USB eller PS3 kontrollerne til at fungere i linux og så kom SONY og spændte ben for det projekt, med en firmware opdatering der fjernede muligheden for at køre andre OS :(

Derfor købte jeg for en del år siden en Sony PSP, med det ene formål at kunne spille gamle arcade, konsol, Amiga og C64 spil på den i sofaen - det skulle være nemt og hurtigt at starte et spil op og hurtigt at sætte på pause, hvis der var andre ting der skulle gøres.

Det skulle vise sig at være en blandet fornøjelse, for det virkede kun næsten; kunne kun få nogle halvfærdige C64, Amiga og MAME emulatorer så det var tit mere en pinsel end en glæde at bruge og jeg var nødt til at have en hacket CFW (custom firmware) på PSP'en, for SONY tillader ikke at man kører egen software på PSP'en med den originale firmware (OFW).

Så det med retro-gaming var mere på proof-of-concept stadiet, end det egenligt var brugbart og så var der den hage ved det, at dem der udviklede CFW'en holdt op med at lave nye opdaterede firmware, når SONY opdaterede deres - med det resultat at jeg ikke længere kunne bruge Playstation Network Store til at købe spil, og nyere spil på UMD kunne pludselig ikke spilles, fordi de krævede en opdatering - det blev simpelthen for træls i længden og PSP'en lå herefter det meste af tiden i skuffen i et par år, mens ventede (forgæves) på snart at få en ny CFW der gjorde den brugbar - det skete så bare aldrig :(

For nogle uger siden tog jeg så beslutningen at lægge en original firmware på, så jeg i det mindste kunne bruge den igen (kan bla. også fungere sammen med PS3'en), det er jo lidt for dyr en gadget, til bare at samle støv i en skuffe.

Men hvad gør jeg så ved mit retro-gaming behov?

Det har jeg selvfølgelig fundet en løsning på - skal have anskaffet mig en GP2X:Wiz!



Det er en linux-baseret bærbar spillekonsol, som fra starten af er lavet præcis til det formål, som jeg skal bruge den til - at spille retro spil, uden for meget besvær. Der findes tonsvis af emulatorer og andet godt software til den (f.eks. på openhandhelds.org).



Er ved at finde det bedste sted at købe den, hvis der er nogen der har et tip, så bare kom med det! :)

torsdag den 15. april 2010

EMU 1616 PCMCIA lydkort i Ubuntu 10.04

Ja, så blev det igen tid at rode med drivere til mit EMU 1616 PCMCIA lydkort - åbenbart skal det ikke være understøttet "ud af boksen".

Heldigvis var det ikke så svært at løse denne gang (i Lucid / 10.04):

  1. Sørg for at have Medibuntu repository aktiveret (se trin 2 i den glimrende "Ubuntu - trin for trin guide")

  2. Gå ind i System > Administration > Synaptic - pakkehåndtering

  3. Søg på "alsa firm" og installer "alsa-firmware" og "alsa-firmware-loaders"

  4. Sæt PCMCIA lydkortet i og genstart PC'en!


Du skal måske ind i System > Indstillinger > Lyd og i tab'en "Output" vælge lydkortet (optræder som "SB0400 Audigy2 Value") i stedet for dit onboard lydkort - samme gælder for "Input" tab'en (hvis du planlægger at optage via dock'en).

Bemærk følgende:

  • Der findes desværre (stadig!) ingen GUI adgang til avancerede indstillinger på kortet, som f.eks. hvilke ind/udgange/DSP settings man vil bruge (bla. hvis man bruger 1616 dock'en), så her må man åbne en konsol (Programmer > Tilbehør > Terminal) og starte programmet "alsamixer" - her er et væld af indstillinger, som du desværre må prøve dig frem med - man bruger tabulator og piltasterne til at navigere rundt.

  • Man kan ikke sætte PC'en i dvale/standby, så holder kortet op med at fungere (og kræver genstart),

  • Man kan ikke sætte kortet i efter opstart; det skal sidde i PC'en under opstart, ellers virker det ikke.


Det er stadig lidt for tidligt at sige hvor godt kortet virker i 10.04, da jeg kun har prøvet at afspille lyd - men dette fungerer til gengæld glimrende uden de udfald og fnidder der var i 9.04/9.10, så det er jo positivt!

I øvrigt lyder kortet blændende godt, med et par gode hovedtelefoner på, der er kæmpe forskel i forhold til det onboard lydkort; det er skræmmende hvor elendig lyden er på bærbare med onboard kort, når først man har hørt noget der er så meget bedre - ingen støj, ingen fnidder, ingen baggrunds-susen, en dynamik og opløsning der får alt til at fremstå 3-dimensionelt (bortset fra elendigt mixede pop produktioner)...

mandag den 12. april 2010

Ubuntu Lucid beta 2 - nu med SUN JRE

Har kørt Ubuntu 10.04 (Lucid Lynx) siden beta 1 udkom i marts og det har været en overvejende positiv oplevelse, lidt flere fejl og problemer end 9.10 (Karmic Koala) beta, men der er også mange flere ting der er lavet om - bla. er ext4 nu blevet standard filsystem (med mulighed for ext3), hvor det før var omvendt.

Derudover findes en ny måde at tilgå hardware på (uden brug af HAL) og Kernel Mode Setting bruges til direkte styring af grafikkortet, og som navnet antyder, tilgås hardware direkte uden abstraktionslag og flere drivere (herunder grafikkort) er lagt ind i kernen, for at opnå bedre ydelse og en mere helstøbt oplevelse, ikke mindst under opstart.

Men det har som sagt ikke helt været en dans på roser (uden torne) - det har fra starten været et stort problem for mig, at man har valgt at præinstallere IcedTEA JRE (OpenJava), som browser plugin til Firefox 3.6, det gjorde nemlig at der var en lang række ting der ikke fungerede mere - jeg nævner i flæng: digital signatur, netbanker, admin interface til forskellige ting (bla. switche) - alt sammen noget som ikke kan undværes, hvis Ubuntu skal være et fuldgyldigt alternativ til Windows.

Årsagen til dette er selvfølgelig, at fra og med Firefox 3.6 benyttes et nyt plugin system til browseren og derfor kan man ikke installere den gamle plugin type, som blev benyttet i SUN JRE 6.18 og ældre. Men netop SUN JRE er opdateret i den seneste opdatering (i dag) af Ubuntu repositories og virker nu - man skal blot afinstallere både IcedTEA og SUN JRE, derefter køre en opdatering af Ubuntu og til sidst installere SUN JRE via Ubuntu Softwarecenter.

Bemærk at man ikke kan installere plugin automatisk i Firefox (endnu), hvis den kommer frem med beskeden "Plugin mangler" - den kan ikke finde det, så det skal installeres via Softwarecenter.

Havde også en lille krise i sidste uge, med 5-6 crash om dagen efter en opdatering - det var noget der kunne sætte mit open source hjerte på en hård prøve. Jeg nåede at tænke tanken, om det mon var det værd, men kom heldigvis til mig selv igen - konklusionen er selvfølgelig at jeg selv havde valgt at installere en beta og køre med den i daglig brug - det skal man selvfølgelig ikke!

Men jeg er simpelthen for nysgerrig, til at lade være og en geninstallation med fungerende Ubuntu 9.10 er kun en halv time væk, hvis det bliver for surt - er trods alt ikke bleg for at tage (kontrollerede) chancer og afprøve nye veje.

Bleeding edge (med et plaster i baghånden)!

Ekstern link: Ubuntu Lucid release schedule

fredag den 8. januar 2010

Endelig ny firmware til HTC Hero?

Det lader til at der snart er en EU version af firmware 2.73.771.73 klar til HTC Hero - den er klar til download i UK og påstås nogle steder at kunne hentes i en EU version (den er bare ikke på download siden endnu?).

Krydser fingre og håber stærkt på at den løser bare nogle af de problemer der kom, efter opdateringen i september 2009, for jeg er efterhånden dødtræt af crash og den halvfærdige oversættelse til dansk - det var bare ikke i orden HTC (og slet ikke at lade os vente så længe på et fix!).

Men nu vel - lader det komme an på en prøve...

mandag den 2. november 2009

Fiber "motorvej" taget i brug :)

Jeg snød lidt på vægten og flyttede allerede serveren over på den nye forbindelse d. 28/10 (se Ny tilkørsel til informationsmotorvejen!) - DNS var replikeret  næste dag ved middagstid, så serveren har nu kørt på den nye forbindelse i fire dage.

Har "for sjov" fået en bekendt til, fra min server,  at downloade et CD image på ca. 600 MB over HTTP via hans 50 Mbit forbindelse - hastigheden var gennemsnitlig 5.8 MB/s og det tog 1.57 minut at hente filen - det svarer til ca. 46,4 Mbit, så der er ikke meget kø på den motorvej ;)

Dog synes jeg det er mærkeligt, at der ikke sendes mere end 11-12 KB/s på min torrent seed af Ubuntu 9.10 (Karmic Koala) - der er meget hype omkring den nye udgave af Ubuntu og jeg har alle udgaver liggende, så jeg forstår ikke hvorfor der ikke er flere der henter fra min server...

torsdag den 1. oktober 2009

Endnu en ny firmware på vej til HTC Hero?

HTC har fjernet download af den seneste firmware opdatering til Hero fra deres hjemmeside, så noget kunne tyde på at det er gået op for dem hvor fejlbehæftet den rent faktisk er.

Har hørt at et problem med Peep applikationen (HTC's Twitter gadget) nu skulle være fikset - Peep er jo som bekendt en af HTC's egne tilføjelser og er en del af deres tilpassede firmware, så noget kunne tyde på at der snart kommer en ny firmware til download, med blandt andet denne rettelse.

Nu kan jeg så ikke lige se hvorfor en fejl i Peep (som jeg i øvrigt ikke er stødt på) skulle være så meget mere vigtig at rette, end de alt overskyggende fejl, som f.eks. en process der crasher (process.android.acore), halvfærdige og fejlagtige oversættelser og en email applikation der er ubrugelig (pga. førnævnte process der crasher).

Ærligt talt var jeg bedre tjent med den gamle firmware, der trods alt virkede; kan bedre leve med en telefon der er lidt langsom, end en der slet ikke virker :(

fredag den 28. august 2009

Nectarine Radio er tilbage!

Hvis man har en nostalgisk forkærlighed for musikstilen fra dengang, der var noget der hed "hjemmecomputere" og har siddet og savlet over de grafisk og teknisk flotte demoer på sin C64 eller Amiga, så har man nok også på et tidspunkt i sit voksne liv, stiftet bekendtskab med en netradio ved navn "Nectarine Radio".

Nectarine Radio er en online jukebox med flere hundreder MP3'er, alt sammen fra demoer, spil og loadere (ja, spillene tog nu engang tid at hente ind dengang og så kunne man sidde og hygge sig med noget musik imens!). Alt fra de gode gamle originale SID og MOD's til ny indspillede remixes, der dog stadig er meget tro mod originalen.

Det skete desværre, for næsten præcist et år siden, at sitet blev hacket via et script der slettede alle MP3'erne og sitet's database. Hvad værre var - der var ikke nogen backup!

Men på en måde er det lykkedes at stykke sitet sammen igen, gennem hjælp fra frivillige - så det er nu genopstået!

Sitet kan findes her: http://www.scenemusic.eu/demovibes/
Direkte links til streams:

http://demovibes.de:8000/necta192.mp3.m3u
http://demovibes.de:8000/necta128.ogg.m3u
http://demovibes.de:8000/necta64.ogg.m3u
http://demovibes.de:8000/necta48.aac.m3u

God fornøjelse med nostalgien!