Viser opslag med etiketten Lydkort. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lydkort. Vis alle opslag

torsdag den 15. april 2010

EMU 1616 PCMCIA lydkort i Ubuntu 10.04

Ja, så blev det igen tid at rode med drivere til mit EMU 1616 PCMCIA lydkort - åbenbart skal det ikke være understøttet "ud af boksen".

Heldigvis var det ikke så svært at løse denne gang (i Lucid / 10.04):

  1. Sørg for at have Medibuntu repository aktiveret (se trin 2 i den glimrende "Ubuntu - trin for trin guide")

  2. Gå ind i System > Administration > Synaptic - pakkehåndtering

  3. Søg på "alsa firm" og installer "alsa-firmware" og "alsa-firmware-loaders"

  4. Sæt PCMCIA lydkortet i og genstart PC'en!


Du skal måske ind i System > Indstillinger > Lyd og i tab'en "Output" vælge lydkortet (optræder som "SB0400 Audigy2 Value") i stedet for dit onboard lydkort - samme gælder for "Input" tab'en (hvis du planlægger at optage via dock'en).

Bemærk følgende:

  • Der findes desværre (stadig!) ingen GUI adgang til avancerede indstillinger på kortet, som f.eks. hvilke ind/udgange/DSP settings man vil bruge (bla. hvis man bruger 1616 dock'en), så her må man åbne en konsol (Programmer > Tilbehør > Terminal) og starte programmet "alsamixer" - her er et væld af indstillinger, som du desværre må prøve dig frem med - man bruger tabulator og piltasterne til at navigere rundt.

  • Man kan ikke sætte PC'en i dvale/standby, så holder kortet op med at fungere (og kræver genstart),

  • Man kan ikke sætte kortet i efter opstart; det skal sidde i PC'en under opstart, ellers virker det ikke.


Det er stadig lidt for tidligt at sige hvor godt kortet virker i 10.04, da jeg kun har prøvet at afspille lyd - men dette fungerer til gengæld glimrende uden de udfald og fnidder der var i 9.04/9.10, så det er jo positivt!

I øvrigt lyder kortet blændende godt, med et par gode hovedtelefoner på, der er kæmpe forskel i forhold til det onboard lydkort; det er skræmmende hvor elendig lyden er på bærbare med onboard kort, når først man har hørt noget der er så meget bedre - ingen støj, ingen fnidder, ingen baggrunds-susen, en dynamik og opløsning der får alt til at fremstå 3-dimensionelt (bortset fra elendigt mixede pop produktioner)...

søndag den 17. maj 2009

EMU 1616 PCMCIA lydkort i Ubuntu 9.04

Hurra! Endelig! Har for gud ved hvilken gang igen taget mit gamle problem op, med at få mit EMU (Creative) 1616 pcmcia lydkort og tilhørende breakout boks til at fungere under Ubuntu - og nu virker det!

Jeg har tidligere forgæves forsøgt siden 8.04 at få det til at virke; har rodet med utallige parametre, firmware og endda selv compilet flere udgaver af ALSA driver releases - lige meget hjalp det - det bedste jeg fik ud af det, var på et tidspunkt at det så ud til at kortet blev genkendt, firmware loadet men ligemeget hjalp det - ingen lyd ud af kortet.

Men det virker altså nu, med Jaunty (og muligvis seneste opdateringer) - det ser endda ud til at man nu også kan sætte ind- og udgange op på breakout boksen, så nu kan det også bruges til noget (udover at spille musik) - dog er det ikke specielt brugervenligt; enhver der har prøvet at arbejde med EMU's PatchMix under Windows ved hvor besværligt og frustrerende det er - opsætning under ALSA ser om muligt endnu mere ulogisk ud.

Derudover er der et mindre problem med dropouts i lyden ind i mellem, men indtil videre tilskriver jeg det til en for lav indstilling af latency/buffer størrelse i driveren, det bør være relativt nemt at rette på; til det jeg skal bruge det til er latency ikke særlig kritisk og kunne forestille mig at driveren til EMU10K chipset (som mit kort er baseret på) er sat på en standard værdi som måske passer fint til PCI kortene, men ikke til PCMCIA kort til bærbare.

Nu er der måske nok nogle der vil spørge hvad jeg bruger sådan et semiprof lydkort til - jeg overspiller simpelthen grammofon plader og kasettebånd til CD og DVD-Audio. Har et lille firma (SOUNDCLEAN) der gerne vil tilbyde at gøre den slags for folk på en ordentlig og anstændig måde (lydmæssigt), i stedet for at de selv skal fedte rundt med USB pladespillere (der såmænd nok kan yde en rejsegrammofon retfærdighed) og alligevel ende med et halvdårligt resultat.

Jeg er kommet lidt dårligt fra start, da den bærbare jeg oprindeligt ville udføre mit arbejde på ikke vil samarbejde med lydkortet pga. et indbygget TV kort (baah) og M$ Vista (shhh!). Efterfølgende ville jeg give Vista sparket, men har ikke kunnet få mit kort til at fungere under Ubuntu - indtil nu - så det ser lidt lysere ud.

Mit første forsøg med at overspille nogle egne optagelse fra kasettebånd endte med at jeg måtte låne en stationær PC med XP, smide et PCMCIA-til-PCI kort i og køre opgaven på denne. Det virkede fint, men det var ikke lige det bedste udstyr at køre på - den var forfærdelig langsom og hele opsætningen med kabler, båndoptager, skærm, tastatur m.m. fyldte halvdelen af spisebordet (!). Når man ikke ligefrem har et tomt kontor stående til lejligheden, skal udstyret jo være nemt at sætte op når man har et job og pille ned igen efterfølgende - og helst mobilt, hvis det skal foregå ude.

Nå - nok om det. Jeg vil teste lidt i den kommende tid (når der er tid) om det rent faktisk også virker efter hensigten.