fredag den 28. august 2009

Nectarine Radio er tilbage!

Hvis man har en nostalgisk forkærlighed for musikstilen fra dengang, der var noget der hed "hjemmecomputere" og har siddet og savlet over de grafisk og teknisk flotte demoer på sin C64 eller Amiga, så har man nok også på et tidspunkt i sit voksne liv, stiftet bekendtskab med en netradio ved navn "Nectarine Radio".

Nectarine Radio er en online jukebox med flere hundreder MP3'er, alt sammen fra demoer, spil og loadere (ja, spillene tog nu engang tid at hente ind dengang og så kunne man sidde og hygge sig med noget musik imens!). Alt fra de gode gamle originale SID og MOD's til ny indspillede remixes, der dog stadig er meget tro mod originalen.

Det skete desværre, for næsten præcist et år siden, at sitet blev hacket via et script der slettede alle MP3'erne og sitet's database. Hvad værre var - der var ikke nogen backup!

Men på en måde er det lykkedes at stykke sitet sammen igen, gennem hjælp fra frivillige - så det er nu genopstået!

Sitet kan findes her: http://www.scenemusic.eu/demovibes/
Direkte links til streams:

http://demovibes.de:8000/necta192.mp3.m3u
http://demovibes.de:8000/necta128.ogg.m3u
http://demovibes.de:8000/necta64.ogg.m3u
http://demovibes.de:8000/necta48.aac.m3u

God fornøjelse med nostalgien!

fredag den 21. august 2009

Paid apps kommer snart til Android i DK

Har snart været rundt i alle afkroge af min HTC Hero, inklusiv de apps man kan hente på Android Market. Og netop sidstnævnte har der været et stort problem med - pt. kan man nemlig kun hente de gratis apps!

Der har tidligere været skrevet på en del andre sites, at problemet med paid apps skulle være på grund af en speciel udviklerudgave af Android OS og jeg var da også nervøs for at jeg havde fået en sådan udgave, men det har ikke noget på sig, siger HTC - der findes ingen udvikler udgave af HTC Hero, den eneste udvikler telefon der findes er en speciel udgave af HTC Dream - eller G1 - som aldrig har været på markedet i DK - den kan kun bestilles specielt hos Google til en pris af $400, efter man har tilmeldt sig som program udgiver (hvilket koster $25).

Jeg har i dag snakket med HTC og fået at vide, at grunden til de manglende "paid apps" er, at Google ikke har fået forhandlet en payment plan igennem med de telefonselskaber der er i norden/europa, så man bla. kan købe programmerne over mobil abonnementet - det kan nemlig ikke lade sig gøre at købe dem med f.eks. et kreditkort.

Men det er lige op over - indenfor 1-2 måneder, muligvis allerede i næste måned, skulle det være på plads.

Noget andet interessant jeg fik at vide var, at der også dukker en ny firmware op meget snart, hvor det bla. bliver muligt at skifte til andre sprog end engelsk! Det var ikke helt klart på nuværende tidspunkt, om dansk bliver et af de sprog der at komme med i første ombæring, men de arbejder på en dansk lokalisering - det er da positivt!

Jeg har haft min HTC Hero, siden den blev frigivet til salg i DK i starten af måneden og jeg må sige at jeg er meget imponeret over hvor mange ting HTC faktisk har fået gjort rigtigt med denne telefon.

Har aldrig rigtig kunnet lide HTC/QTek telefoner før i tiden, nok mest fordi de er baseret på Windows Mobile - kan bare ikke sammen med det OS.

Jeg valgte en Android telefon, fordi jeg synes det er et spændende OS og fordi det rent faktisk er muligt at komme i nærheden af applikations udvikling til telefonen - noget der ikke er muligt til hverken iPhone eller Windows Mobile - udviklingsværktøjerne koster penge og det i sig selv er en kæmpe barriere for folk der ikke lever af at være udvikler - til Android findes der to (muligvis flere) værktøjer - Eclipse udviklingsmiljø, der kan installeres på både Linux og Windows maskiner og SIMPLE, der er en slags "Visual BASIC" - de er begge gratis.

Derudover lader det også til at det med Android bliver muligt at holde sin telefon i live og opdateret, rent teknologisk (til en vis grad begrænset af hardware), så den ikke lever og dør med hvad producenten evt. har valgt den skulle kunne, da den blev lanceret.

fredag den 24. juli 2009

Nu med Twitter updates!

Jeg har fået aktiveret et Twitter Update plugin, så hvis du følger med i min blog kan du få opdatering via Twitter, når der er nyt på min blog.

Du skal bare følge "ZoomTwitt" :)
http://twitter.com/ZoomTwitt

Du kan selvfølgelig også bare følge med via et "gammeldags" RSS feed:
http://blog.ttchome.net/feed/

Google Earth nu brugbar med Intel GMA grafikkort i Ubuntu

I al for lang tid har Google Earth været håbløs at bruge i Ubuntu, hvis man har et Intel GMA grafikkort (integreret grafik med GMA 855, 915, 945 etc.).

Problemet har længe været konflikter mellem brugen af OpenGL til at accellerere brugerfladen (med Compiz) og Google Earths adgangsbehov for samme OpenGL for at rendere 3D grafikken.

Symptomerne var textures der blinkede, hoppede rundt og lignede spændende mønstre i stedet for et stykke af kloden - kort sagt lignede kloden et stort animeret kludetæppe.

Første fix var at slå Compiz fra, ved at bruge programmet Compiz-Switch - det virkede nogenlunde i version 4.x af Google Earth.

Efter version 5.0 blev problemet med "kludetæppet" løst, til gengæld blev det så langsomt at zoome og dreje kloden at det var stort set ubrugeligt (i hvert fald på min bærbare med Core 2 duo 1.2 ULV CPU).

Efter at have rodet med optimering af Intel's X driver (mere om dette senere) uden det store resultat, faldt jeg over et forum indlæg, der gjorde hele forskellen!
Løsningen: Slå Atmosfære / Athmospheric effects fra i Vis/Show menuen, så kører det perfekt!

Mere info: Forlongs blog, Google Earth Help forum

fredag den 3. juli 2009

Harddisk opgraderet i server!

Så har jeg fået opgraderet harddisken - det gik faktisk meget smertefrit og jeg benyttede følgende fremgangsmåde:

  1. Ny 500 GB harddisk tilsluttet server via USB box

  2. Udførte "fdisk -l" for at se hvilket device den nye disk havde fået

  3. Udførte "dd if=/dev/sda of=/dev/sdc" - dette tog små 5 timer for 80 GB og resulterede i komplet kopi af harddisk med samme partitioner (og ditto størrelser) som den gamle.

  4. Flyttede USB box over på min bærbare og oprettede en ny ext3 partition på resten af disken (ca 360 GB)

  5. Monterede den nye 500 GB disk i serveren (som selvfølgelig bootede uden problemer) og benyttede Webmin til at mounte den på /data og oprette den i /etc/fstab - dette kunne jeg såmænd godt have gjort manuelt, men ville gerne have den oprettet med UUID, som de partitioner der var i forvejen - lidt doven, så jeg gad ikke finde ud af UUID for den nye partition (!) og den er for lang at skrive.


Er nu igang med at flytte mit medie bibliotek over fra /home til /data og det kommer nok også til at tage en del timer. Men både min TwonkyServer (DLNA UPnP) og mit kPlaylist site er opdateret til den nye placering og fungerer. Så skal der bare reindekseres, når alle filerne er flyttet til den nye placering.

Der er rigelig med plads i lang tid fremover, så jeg gider ikke gøre noget ud af resizing af den oprindelige rod partition - det må komme når der er behov for pladsen.

onsdag den 1. juli 2009

Ny harddisk til EEE Box server bestilt

De 80 GB min EEE Box var født med rækker ikke til meget, når man både skal have hele sin musiksamling, alle digital billeder og en LAMP server kørende.

Jeg har kæmpet en indre kamp med mig selv, om jeg skulle opgradere den interne harddisk (og dermed bevare det lave strømforbrug) eller købe en ekstern boks og smide en 3.5" disk i.

Sidstnævnte er der bedre økonomi i, da man kan få ca. dobbelt så meget plads for samme pris.

Jeg kiggede først på en ICY Box fra RaidSonic: http://www.raidsonic.de/en/pages/products/external_cases.php?we_objectID=5236).

I den ville jeg så sætte en Samsung Spinpoint EcoGreen eller en WD Green (begge på 1 TB) og så have plads til senere udvidelse med en mere.

Men det endte (selvfølgelig) til sidst med at min grønne samvittighed vandt - jeg har valgt en Western Digital Scorpio Blue WD5000BEVT 2.5" disk på 500 GB til intern montering.

Argumentet er selvfølgelig at den bruger under halvdelen i strøm, set i forhold til 3.5" diskene.
Scorpio Blue 2.5" bruger 2.5 watt under belastning, hvor de to 3.5" diske bruger hhv. 5.7 og 6.8 watt (i øvrigt ikke meget for en 3.5" disk!)

Andre gode argumenter er, at den også er både støjsvag og specielt udviklet til at afgive meget lidt varme - ikke dårlige egenskaber til en hjemmeserver, der som regel har nogle dårlige arbejdsbetingelser, set i forhold til en server i et afkølet serverrum.

Harddisken er bestilt og skulle gerne dukke op i min Døgnboks postkasse i morgen.

Jeg har endnu ikke en fast strategi for, hvordan jeg får flyttet over, men jeg har for en sikkerheds skyld bestilt en 2.5" USB boks og vil forsøge med at klone indholdet over via "dd" (selvfølgelig bootet op fra en Ubuntu LiveCD).

Ellers har haft gode erfaringer med Partimage fra SystemRescueCD.

søndag den 7. juni 2009

Energibevidst eller storforbruger?

Jeg betragter mig selv som meget energibevidst - forstået på den måde at de valg jeg tager i forbindelse med mit energiforbrug - både i min bolig og transport - er velovervejede og bevidste og altså ikke et produkt af uoplyst uvidenhed og/eller et ukritisk (over)forbrug.

Alligevel har jeg en følelse af, at jeg får påduttet en dårlig samvittighed af diverse fortalere for et nedsat strømforbrug - herunder Elsparefonden, samt i en vis grad DONG (som dog alligevel, på trods af en stadig grønnere profil, formodes at tjene de fleste af deres penge på netop strømforbruget!).

Hvad er det så jeg farer i blækhuset for?

Et eksempel er Elsparefonden - de har en fin og flot hjemmeside, hvor man som almindelig borger kan blive oplyst om gode råd til at spare på strømmen, samt få et indblik i hvad det er man egentlig bruger sin strøm på.

Problemet er bare, at der bliver generaliseret for meget - både i forbindelse med de "gode" råd, men også i f.eks. MinBolig, hvor man kan beskrive sit hjem. Man kan ikke finde en hat der passer og i stedet ender man med noget der ikke passer ind i et moderne hjem, med de multimedie indretninger, som mange efterhånden har anskaffet.

Et godt eksempel er den efterhånden allestedsnærværende elspareskinne. Den fungerer bare ikke, punktum. Kontroversiel udtalelse? Måske! Men fakta er, at man ikke kan sætte en harddisk optager eller video til, for den skal være klar til at optage. Man kan ikke sætte sin settop boks til (f.eks. YouSee Selector HD), for den skal opdatere sig selv og være klar til at optage. Man kan ikke sætte sin Playstation 3 til, for hvis man bruger den til at afspille musik fra husets centrale medieserver, vil man som energibevidst bruger slukke fjernsynet, når man har valgt musikken - men så slukker PS3'en (og musikken)! Med fare for fejl på harddisken. Så hvad er det egentlig der skal slukkes, når TV'et er slukket? Ah - en DVD afspiller! Forkert, for den har jeg sparet væk (og dermed standby strømmen), ved at bruge min harddisk optager...

Nu vi snakker om medieserveren - så er her endnu en ting, som ikke bliver taget højde for i målet med at spare strøm - den kan ikke slukkes, for så kan familie og venner ikke se de billeder jeg har lagt ind på den hjemmeside jeg har på den. Det samme kan min trådløse router heller ikke, for jeg har IP telefoni - hvis jeg slukker den, kan jeg ikke bruge telefonen! Mit ADSL modem kan heller ikke, for så er der intet der virker.

Problemet er, at man ikke kan vælge hvilke apparater der skal indgå i beregningen og hvilke der ikke skal, man ender derfor med et kronisk højt strømforbrug (ifølge beregningen) og et "godt råd" om at man skal slukke nogle apparater, som man ikke kan slukke for.

Jeg finder aldrig ud af, om jeg har optimeret nok på mit strømforbrug, fordi de apparater der ikke kan slukkes overskygger statistikken og hvad jeg ellers forsøger mig med. Der er ikke en eneste pære i mit hus der ikke er en sparepære. Jeg slukker alt det lys der ikke er nødvendigt. Jeg kunne/ville ikke skifte mine cirkulationspumper ud til A-pumper, fordi mit hus er "nyt" (3 år). Jeg tørrer mit tøj i tørretumbler, hvis det regner udenfor og jeg hænger ikke mit tøj til tørre indendørs, for så opstår der fugt! Men ellers hænger det til tørre ude.

Noget andet der stikker til min dårlige samvittighed (ifølge DONG's spare termometer) er, at jeg vælger at køre på arbejde i bil. Jeg kan ikke tage cyklen, for der er 50+ km. Jeg kan ikke tage toget (omend jeg gerne ville), for det ville tage mig 2½ time pga. elendig infrastruktur - samme tur tager 40 minutter i bil. Med en familiemæssig logistik der skal hænge sammen, samt at jeg gerne vil spare på min dyrebare fritid, så er det ikke muligt. Fik jeg nævnt at jeg kører ultra økonomisk i min Touran, og opnår 17-18 km/l i gennemsnit? Bliver der taget højde for det? næh...

Klub 1000 er desværre ren ønsketænkning og fiktion - man kan som almindelig forbruger ikke gøre så meget mere - den sidste strømbesparelse må komme fra producenterne gennem teknologisk videreudvikling og dermed gennem naturlig udskiftning af de apparater man har...