torsdag den 19. august 2010

Mystisk problem med Flash plugin løst

Har du problemer med Flash applets der ikke reagerer rigtigt på museklik i Firefox på din Ubuntu? Det har jeg også haft, men nu har jeg fundet løsningen!

Et af de steder det viste sig tydeligst, var når man ville ændre settings for den Flash applet man brugte (højreklik i applet og vælg Settings) - her er en række faneblade til privacy, security, sound og video - men det var meget svært at aktivere et faneblad (eller nogen af de options der var på det) - ofte skulle man klikke febrilsk på et faneblad, så kunne man være heldig at den skiftede over.

Løsningen er simpel, men den ligger slet ikke lige for - man skal tilføje linjen "export GDK_NATIVE_WINDOWS=1" til filen /usr/lib/nspluginwrapper/i386/linux/npviewer:

Den oprindelige fil ser sådan ud:
#!/bin/sh
TARGET_OS=linux
TARGET_ARCH=i386
. /usr/lib/nspluginwrapper/noarch/npviewer

Den skal rettes til, så der står følgende:
#!/bin/sh
TARGET_OS=linux
TARGET_ARCH=i386
export GDK_NATIVE_WINDOWS=1
. /usr/lib/nspluginwrapper/noarch/npviewer


  1. Kør følgende kommando i et terminal-vindue:
    gksudo gedit /usr/lib/nspluginwrapper/i386/linux/npviewer

  2. Ret filen til, gem og afslut.

  3. Luk alle Firefox vinduer

  4. Åben nu Firefox og gå ind på et site du ved du havde problemer med - det skulle gerne fungere nu!


Jeg ledte specifikt efter en løsning, fordi jeg skulle teste Adobe Connect af, men ikke kunne få aktiveret lyd og webcam - der skete ganske enkelt intet, når man trykkede på knappen - men chat, lyd og video fra andre deltagere virkede fint! Efter ovenstående virker det hele som det skal.

Det næste jeg skal prøve, er om det også har hjulpet på andre problemer jeg har haft i bla. YouTube, DR TV, Pendlerduellen og diverse børnespil, som min søn spiller på bla. DR...

For en god ordens skyld skal nævnes, at problemet blev afhjulpet på en HP 6730b bærbar med 2.53 GHz Core 2 Duo CPU og 4 GB RAM, der kører Ubuntu 10.04 64bit og har Adobe Flash 10.1 64 bit installeret - men løsningen skulle også fungere på 32 bit OS.

Løsning fundet her: http://ubuntu-virginia.ubuntuforums.org/showthread.php?p=9555601

lørdag den 14. august 2010

Grønnere server med SSD?

Det er et stykke tid siden jeg sidst har pillet ved min server (ikke mindst pga. mine adgangsproblemer!). Men nu synes jeg alligevel det er blevet lidt for kedeligt; den kører jo bare (!) - der skal ske noget nyt!

Jeg har dog ikke tænkt mig at kaste mig over 10.04 opgradering (endnu) - hvis jeg da overhovedet gør det - nej, jeg overvejer simpelthen at smide en SSD disk i.

"Gaaab" tænker du nok "sæt den i, klon disken  - hvad nyt er der i det?" - Ja, jeg kunne såmænd nok vælge at smide 3-4000 efter en stor 2.5" SSD disk, det ville da være nemt ikke? Men det er ikke nær så spændende (eller billigt), som at smide 700 efter en 16 GB miniPCI-Express SSD, lægge OS over på den og beholde den 500 GB 2.5" WD Scorpio Blue i maskinen (stadig en Asus EEE Box B202).

Jeg har længe gerne ville sætte en SSD disk i serveren - min oprindelige tanke gik i retning af en 2.5" Transcend SSD med 16 eller 32 GB til OS og et eksternt USB kabinet til 2.5" diske. Men det blev ved tanken, for dels bliver det en rodet løsning (hader alt for mange kabler og strøm adaptorer), dels var den halvdyr uden at jeg umiddelbart ville få andet end arbejde ud af det, dels vil serveren bruge mere strøm - dette fordi selve USB kabinettet vil bruge strøm og at man ikke kan styre spindown på harddiske der er tilkoblet via USB - altså vil jeg ikke spare strøm, snarere tværtimod og tilmed få en rodet løsning - så det blev ved tanken. Indtil for nylig...

To ting er jeg nemlig faldet over på nettet - dels diverse projekter, hvor folk er har skiftet deres trådløse miniPCI-Express netkort ud med et ditto SSD kort i Asus EEE netbooks, samt et projekt, hvor nogen har sat et Broadcom Crystal HD miniPCI-Express kort (h.264/MPEG2/MP4 accelerator) i en Asus EEE Box B202 maskine (altså mage til min server), for at gøre den i stand til at vise Full-HD video.

Der er altså også en miniPCI-Express connector i min B202! Og da jeg ikke bruger det trådløse netkort i min B202 til noget som helst (for langsomt til at streame video), så kan det jo lige så godt lade livet, til fordel for noget jeg rent faktisk kan bruge - et SSD drev.

Dermed kan jeg have både SSD drev til at køre OS fra og en alm. 2.5" disk til at have alle mine mediefiler på, i samme maskine!

Som det er nu har jeg en server hvor harddisken snurrer konstant - dette fordi OS kører fra den og derved sørger for at den aldrig kan gå i dvale/standby/sleep - har endda slået parkering af læsehovedet fra (se tidligere artikel), fordi den kostant klikkede det til/fra (hvilket på sigt tager livet af harddisken). Ved at flytte OS, websites og databaser (der kun fylder 3-4 GB) over på en SSD disk, kan det boltre sig alt det som det lyster på denne, mens 2.5" SATA disken kan sættes i dvale, fordi den fremover kun vil indeholde udynamiske filer som mediefiler og dokumenter, som alligevel kun tilgås når der er nogen hjemme i huset.

Jeg ved endnu ikke hvor meget jeg vil kunne spare i strøm, men jeg gætter på at der nemt kan spares 4-5 Watt - derved kommer den faktisk ned på ca. eller under hvad min trådløse router bruger i strøm - det er tankevækkende...

SSD disken bliver højest sandsynligt en RunCore RCP-I-S7016-C - 16 GB med en læse/skrive hastighed på 125/55 MB/s - det er læsehastigheden der er den vigtige her, og den er hurtigere en min WD Scorpio Blue, som ligger på 108 MB/s. En smart ting ved denne SSD er, at der på kortet også sidder et miniUSB stik, så man kan koble disken direkte på USB porten og klone OS disken over - jeg kan altså forberede disken, før jeg overhovedet har åbnet min server og monteret kortet - det er ret smart!

Jeg har set den til ca. kr. 710 hos dansdatasalg A/S - man kan også få en RunCore RCP-IV-S7016-C, hvor læse/skrive hastigheden er 258/161 MB/s, men jeg tvivler på at CPU'en i min server kan følge med, så jeg kan lige så godt spare de godt 210 kroner ekstra den koster...

Jeg har flere og vildere planer, som vil omfatte hele mit netværk, men det må jeg gemme til et senere indlæg - der skal jo lidt research til, før man har noget at skrive...

søndag den 8. august 2010

Erfaringer med Froyo-update på Desire

Sidste søndag (1/8) blev Android Froyo (2.2) firmware udsendt til HTC Desire og jeg har nu haft noget tid til at høste erfaringer med den.

Øverst på positiv listen (for mig) ligger Hotspot funktionen, der gør at man kan bruge sin telefon som trådløs 3G router og dermed dele sin internet forbindelse med op til 8 enheder via WiFi - en funktion jeg har brugt flittigt i den forgangne uge, da jeg har været i sommerhus, hvor min hustru havde sin netbook med - hun kunne bruge internettet præcis som var vi hjemme, endda samtidig med at jeg kunne surfe på telefonen (ikke at vi brugte hele ferien på nettet!).

I sommerhuset fandtes også en FM/DAB/Internet radio med WiFi og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at prøve, om ikke det også fungerede - jo, sørme - fik endda opdateret firmware på WiFi radioen og stillet ind på en eller anden netradio i USA - super!

At bruge denne funktion fra en PC er umiddelbart mest oplagt, men af andre muligheder kan f.eks. nævnes at jeg kan gå på Playstation Network og hente spil ned direkte til min PSP, eller købe/hente spil til min søns Nintendo DSi - noget som normalt ikke ville være muligt uden for hjemmet.

Andre nyheder jeg har opdaget er

  • Interface fungerer en del mere flydende end før

  • Flash 10.1 understøttelse (fuld flash, ikke lite - kunne f.eks. se DR TV!) - desværre kan det godt gøre et site langsomt at browse, så jeg slår det til manuelt, når der er brug for det.

  • Stemmesøgning - f.eks. hold søgeknappen nede og sig et ord, så leder telefonen både i telefonkontakter og på nettet (på Google selvfølgelig!).

  • Mulighed for at flytte (nogle!) apps over på SD kortet og køre dem derfra - sjovt nok næsten ingen af Google's egne!

  • Nye Android widgets, bla. Nyheder og vejr - noget bedre end HTC's med bla. 7-dages udsigt, mulighed for at "spole" igennem dagen og se hvordan temperatur og nedbør bliver senere. Nyheds delen er også ret godt alternativ til en almindelig RSS reader og man kan selv definere emner via stikord - f.eks. har jeg et "IT" faneblad.

  • Der er kommet ugenummer på i kalenderen, men desværre kun hvis man vælger uge-oversigten - mangler stadig i resten af kalender oversigterne - både i måneds oversigten og i HTC's kalender widget.

  • Places app - videreudvikling af Places Directory app (som stadig kan findes på Market) - til at søge steder i nærheden, f.eks. benzinstationer, restaturanter, pengeautomater m.m.

  • Mulighed for at deaktivere CB (WAP-Push) meddelelser - noget jeg er rigtig glad for, da jeg siden jeg fik flyttet mit mobilnummer til 3, var begyndt af få en hel del underlødige (seksuel karakter) WAP-Push meddelelser - noget som jeg senere har erfaret kan stamme fra tidligere deltagelse i SMS konkurrencer (så lad være med det!).

  • Mulighed for at skifte sprog på touch-keyboard, mens man bruger det (dedikeret sprog tast - før skulle man ind i indstillinger for at ændre).


Desværre er der en enkelt post på negativlisten, som jeg håber bliver lavet meget snart - browseren er blevet lidt for "laggy" når man scroller rundt - det er som om man skal flytte fingeren ½-1 cm, før siden begynder at scrolle - det er møg irriterende, når man har været vant til at siden flytter sig øjeblikkeligt - det betyder jo, at man skal flytte fingeren 2 cm, for at scrolle siden 1 cm og det betyder en hel del, når man sidder og læser en længere artikel på skærmen...

Jeg skriver nok mere på, når jeg kommer i tanke om det :)