Så fik KODA ram på musikbloggen WondersMakeJoy, drevet på frivillig non-profit basis, med det ene klare formål at promovere ny dansk musik, udelukkende til gavn for kunstnerne og deres kommende fans.
Bloggen havde bla. musik og liveoptagelser liggende til download og streaming, samt embeddede videoer fra YouTube - på trods af direkte tilladelse til dette fra hver enkelt kunstner på hver enkelt optagelse og musiknummer, mener KODA at de har det sidste ord.
Enden på dette bliver, at de er tvunget til at slette alle downloads, streams og embeddede YouTube videroer fra siden.
Det er sørgeligt, når der er nogen der på denne måde gør en indsats for at promovere upcoming kunstnere og forsøge at eksponere dem til størst muligt publikum - det handler jo om deres fremtidige karriere; jo hurtigere de kommer i gang, des større publikum får kendskab til og glæde af deres musik.
Der er dog løftet en lille flig af håb, da KODA har meldt ud (på Twitter) at de er åbne for dialog og i nær fremtid indkalder til møde om netop den ovenstående problemstilling, så det er bare at krydse fingre for et godt udfald...
Jeg forstår om nogen godt frustrationen hos de to bloggere, når man har stor forkærlighed for musik i alle afskygninger, sidder nemlig selv i den anden ende af "fødekæden" og har mit eget ophavsretslige problem, med mit hobby-projekt SoundClean.
Projektet blev i sin tid startet, for at hjælpe folk med at bevare deres musik for eftertiden og slippe den fri på nyere afspilnings platforme, men på grund af loven om ophavsret, er det faktisk ikke lovligt for mig at hjælpe folk ved at overspille deres gamle LP'er og kassettebånd for dem - jo, hvis jeg laver finurlige krumspring som at købe mediet først, det er nemlig lovligt for ejeren af mediet at overspille selv, bare ikke at betale andre for at gøre det for sig.
Desværre er der bare ikke mange der "tør" at sælge deres pladesamling til ham der skal overspille den, specielt hvis den er kostbar - for at jeg kan gøre det uden for mange penge er bundet op, er jeg nødt til at "købe" for symbolske beløb (1 kr. pr. medie) og sælge samlingen tilbage til ejeren for samme pris + mit honorar efter endt overspilning - det er noget rod, burde overhovedet ikke være nødvendigt og er i sidste ende årsagen til at jeg kun har fået nogle få henvendelser fra folk, der havde nogle private optagelser (ikke omfattet af ophavsret) på kassettebånd.
Projektet ligger nu dødt og har gjort det siden starten i 2007, på trods af at jeg har investeret en del penge i nødvendigt udstyr - det står nu og samler støv, indtil nogen kommer på bedre tanker og får opdateret ophavsretsloven, så den afspejler nutiden.
Er dog glad for at jeg besluttede - for en god ordens skyld - lige at kontakte Kulturministeriet, før jeg glad gik i gang med at reklamere og skaffe kunder, så havde jeg nok ikke kun skaffet dem, men også en del retssager på halsen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar