Det ser ud til at DR bliver frarøvet en radiokanal, men det er åbenbart svært at blive enige om hvilken kanal der må lade livet. Næstformand i radiorådet - Ole Hyltoft - er af den mening, at hverken P1 eller P2 skal røres - ikke engang sendefladen på de to kanaler skal der pilles ved.
Derimod ser han ikke den store fremtid i P3 - den må gerne klippes til, så man kan proppe et lille hjørne af den ind på P4 - jo tak, sammen med mormor rocken og pigtrådsmusikken fra de "vilde" 50'ere.
Hvis det sker, tror jeg desværre det er starten på enden af radio, som vi kender det!
P3 er faktisk den eneste radiokanal, som er så varieret og vedkommende - både med hensyn til journalistiske indslag og musik sammensætning - at jeg kan holde ud at høre den en hel dag, uden at blive træt og skrue over på noget andet - det er ikke uden årsag, at den kanal spilles på næsten samtlige arbejds- og byggepladser, den holder simpelthen hele dagen.
Til gengæld bliver man træt i hovedet, når man har hørt bare 45 minutter af 100 FM eller Nova FM, for de har nået at spille Rasmus Seebach 4 gange og Carglass reklamen 8 gange.
Er der i øvrigt noget mere irriterende end cliffhangere i radioen, der trækkes ud i det uendelige? Det er endnu en af årsagerne til at jeg ikke hører 100 FM og Nova FM - de skal altid lige fortælle hvem de får i studiet eller hvilket emne de tager op "lige om lidt" - hvilket vil sige efter 5-6 sange, 4 reklamer, et nyhedsindslag, vejret og så lige 2 sange mere - på det tidspunkt er jeg allerede nået på frem til mit arbejde eller min bopæl og det siger ikke så lidt, når jeg har 35-40 minutter hver vej. Det er bare ærgerligt at glæde sig til et indslag, som man ikke kommer til at høre, fordi 17 andre ligegyldige ting skal sendes først...
Hvis jeg kunne, ville jeg stemme for lukning af P2 - de spiller udelukkende klassisk musik og det synes jeg ikke fungerer på radio. Klassisk musik - synes jeg - skal spilles i fred og ro hjemme på det gode musikanlæg i stuen, det egner sig ikke til at køre som baggrundsmusik til arbejdet eller pendlermusik i toget eller bilen.
Men enhver sin smag - som man siger - og jeg bruger nok ikke radiomediet på samme måde som min nabo eller kollega, så der er jo mange argumenter for og imod lukning af den ene eller anden kanal.
Måske DR bare skulle lægge det ud til afstemning - vi betaler jo alle medielicens, så hvorfor ikke spørge lytterne?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar