Viser opslag med etiketten DR. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DR. Vis alle opslag

onsdag den 29. juni 2011

Apple euforien må gerne snart lægge sig!

Undskyld, men jeg brækker mig snart over den Pro-Apple indstilling der har gennemsyret medier som f.eks. Comon og ComputerWorld.

Jeg kan da godt lide Apple's produkter - de udfylder deres niche 100% - men derfra og så til at opfatte alt der hedder iPad og iPhone som guds gave til mennesket...

Kan levende forestille mig 80% af disse 2 mediers ansatte nørde afsted med iPhones og de nyeste Apps på kontoret og bekræfte hinanden i at det er vel nok fantastisk - men kom nu ned på jorden og accepter at der findes andre produkter der opfylder de samme og/eller andre behov og som ikke hedder iPad eller iPhone, men er fuldgode alternativer.

Jeg er selv mest til Android, fordi jeg kan lide åbenheden og opensource tankegangen generelt, men jeg anerkender fuldt ud at Apple's produkter er lækre, gennemtænkte og gennemarbejdede - men til mit behov dækker Android baserede produkter bare bedre.

Sidste artikel på Comon (Test: Ingen over, ingen ved siden af iPad 2) - med undertitlen "Den bedste tablet-computer, der kan købes for penge lige nu" var lige dråben, der fik mig til at fare i blækhuset - mage til journalistisk product placement.

Essensen i arktiklen er "Øh - den er bedre end den gamle, men hvis du har den gamle så behold den, men ellers - køb den nye den er fantastisk den har godt nok den samme skærm, kameraet er faktisk ret skidt - men den er fantastisk! og laaaangt bedre end alle de andre".

ComputerWorld har endda lanceret en App, som man kan bruge til at læse deres nyheder direkte på sin smartphone - men som de skriver "...i første omgang kun til iPhone, da vi skønner de fleste af vores læsere benytter disse..." - hvor ved de det fra? Hvad med det støt stigende antal Android telefoner der bliver solgt? Hvis ikke det er lefleri, så ved jeg ikke.

Som om det ikke er nok, så har DR også taget de æbleformede skyklapper på og gået iPhone amok - her til morgen havde de en gut inde til at fortælle om den nye Roskilde Festival 2011 app til iPhone og iPad - ikke et eneste ord om at denne app og andre uofficielle Roskilde Festival apps også findes til Android!

Det havde jo nok noget at gøre med, at ham de havde indbudt var redaktør for et Mac magasin, men det er simpelthen ualmindelig dårlig stil af en landsdækkende public service institution som DR, at de i den grad favoriserer et bestemt mærke og konsekvent ignorerer åbenlyse alternativer i stedet for at forholde sig neutrale.

DR må ikke reklamere - nej - men de går lige til grænsen, for hvad der kan camoufleres som journalistisk indslag. Spørgsmålet er hvilken grænse, for min er vist overskredet for længe siden...

Jeg efterlyser mere neutralitet og mindre fanboy lobbyisme i medierne - alle har preferencer, men det er mediernes fornemste opgave at formidle stof med integritet og overblik, i stedet for at dreje det over i slet skjult propaganda.

Eksternt link: Roskilde Apps til Android

onsdag den 2. juni 2010

DR P3 nedlægges? aldrig!

Det ser ud til at DR bliver frarøvet en radiokanal, men det er åbenbart svært at blive enige om hvilken kanal der må lade livet. Næstformand i radiorådet - Ole Hyltoft - er af den mening, at hverken P1 eller P2 skal røres - ikke engang sendefladen på de to kanaler skal der pilles ved.

Derimod ser han ikke den store fremtid i P3 - den må gerne klippes til, så man kan proppe et lille hjørne af den ind på P4 - jo tak, sammen med mormor rocken og pigtrådsmusikken fra de "vilde" 50'ere.

Hvis det sker, tror jeg desværre det er starten på enden af radio, som vi kender det!

P3 er faktisk den eneste radiokanal, som er så varieret og vedkommende - både med hensyn til journalistiske indslag og musik sammensætning - at jeg kan holde ud at høre den en hel dag, uden at blive træt og skrue over på noget andet - det er ikke uden årsag, at den kanal spilles på næsten samtlige arbejds- og byggepladser, den holder simpelthen hele dagen.

Til gengæld bliver man træt i hovedet, når man har hørt bare 45 minutter af 100 FM eller Nova FM, for de har nået at spille Rasmus Seebach 4 gange og Carglass reklamen 8 gange.

Er der i øvrigt noget mere irriterende end cliffhangere i radioen, der trækkes ud i det uendelige? Det er endnu en af årsagerne til at jeg ikke hører 100 FM og Nova FM - de skal altid lige fortælle hvem de får i studiet eller hvilket emne de tager op "lige om lidt" - hvilket vil sige efter 5-6 sange, 4 reklamer, et nyhedsindslag, vejret og så lige 2 sange mere - på det tidspunkt er jeg allerede nået på frem til mit arbejde eller min bopæl og det siger ikke så lidt, når jeg har 35-40 minutter hver vej. Det er bare ærgerligt at glæde sig til et indslag, som man ikke kommer til at høre, fordi 17 andre ligegyldige ting skal sendes først...

Hvis jeg kunne, ville jeg stemme for lukning af P2 - de spiller udelukkende klassisk musik og det synes jeg ikke fungerer på radio. Klassisk musik - synes jeg - skal spilles i fred og ro hjemme på det gode musikanlæg i stuen, det egner sig ikke til at køre som baggrundsmusik til arbejdet eller pendlermusik i toget eller bilen.

Men enhver sin smag - som man siger - og jeg bruger nok ikke radiomediet på samme måde som min nabo eller kollega, så der er jo mange argumenter for og imod lukning af den ene eller anden kanal.

Måske DR bare skulle lægge det ud til afstemning - vi betaler jo alle medielicens, så hvorfor ikke spørge lytterne?