Viser opslag med etiketten Sociale medier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sociale medier. Vis alle opslag

torsdag den 26. april 2012

At gemme for eftertiden...

Det går stærkt her i multimedie-alderen. Alle har travlt med, at man nu kan gemme og dele alt online. Billeder og video bliver taget med digital kameraer og mobil telefoner og uploades med det samme til online tjenester som Facebook, Google+, YouTube, Dropbox - og nu Google Drive, personlige papirer modtages og uploades til e-Boks.

Desværre er der et meget vigtigt spørgsmål, som ingen har taget stilling til, midt i ræset for at tilbyde stadig mere plads til de voksende digitale arkiver, der nu genereres i de private hjem:
Hvad skal der ske - og hvad sker der - med de data, den dag hvor ejeren (brugeren af tjenesten) ikke er her længere?

Før i tiden var eksempelvis billeder i et fysisk fotoalbum og videoer på et fysisk medie - dermed var de en del af arvegodset, som gik videre til familien - det samme er ikke muligt for de digitale arkiver, som jo burde kunne overdrages til andre i familien.

Som jeg ser det, er der et stort hul i både national og international lovgivning - status er, at der sandsynligvis sker et af følgende - enten går de tabt fordi data slettes automatisk, når udbyderen af tjenesten lukker kontoen pga. manglende betaling for servicen, eller fordi det kun er brugeren der kan logge på kontoen og ikke den efterladte familie.

Google nævner specifikt i deres betingelser for Google Drive, at tilkøbt plads i skyen IKKE kan overdrages til en anden bruger - altså lever og dør de af brugeren uploadede filer med brugeren selv, selvom filerne måske i virkeligheden ejes af familien som helhed.

Der nævnes heller ikke, hvad der sker med filer som ligger på den tilkøbte plads, som andre Google brugere har fået ejer-rettigheder til, når abonnementet til pladsen udløber - i teorien burde Google ikke have lov at slette dem, da der er delt ejerskab med en anden bruger - men den anden bruger ejer ikke og har ikke direkte adgang til den tilkøbte plads - kun de filer de har fået ejer-rettighed til!

Ganske vist kan man oprette en Google Apps konto (gratis op til 10 brugere) og tilkøbe plads der kan deles af alle - problemet er bare at Google Apps er beregnet til firmaer og ikke er direkte tilpasset familier - man kan jo håbe at vi en dag ser et "Google Apps Family" som produkt, med mulighed for at tilknytte eksisterende Google brugere - ved godt at det måske overlapper den tiltænkte funktion i Google+ med at dele med Cirkler (som familie medlemmer kan være i), men det løser desværre ikke problemet med ejerskab af fil arkiver, som burde kunne være enten fælles eje eller kunne overdrages.

Lovgivningsmæssigt burde det nok være sådan, at man på alle online tjenester skal kunne angive arve-oplysninger (hvem der skal overtage arkivet), når ejeren en dag går bort - arkivet kan så "fryses" af udbyderen, så efterladte har mulighed for at tilgå arkivet og hente data ud (men ikke tilføje nyt).

mandag den 26. marts 2012

Dilemma: Socialt medie eller blog?

Valg af socialt medie


Jeg startede denne blog tilbage i slutningen af juni 2008. På det tidspunkt var der ikke helt de samme tilbud på nettet som i dag, hvor det er mere end svært for rigtig mange at vælge hvilket socialt medie man skal engagere sig i og der kommer stadig flere til.

Startede med at vælge mellem Facebook og MySpace (og lidt MSN Live Spaces) - valget faldt ud til Facebooks fordel, fordi jeg er indgroet æstetiker - jeg kan bare ikke udstå noget der er grimt, rodet, svært at finde rundt i og fyldt med forstyrrende elementer.

Samtidig skulle der være nogle værktøjer der var klar til brug og gav mening at investere tid i; præcis sådan var Facebook på det tidspunkt - overskueligt, nemt og med et rent og pænt design.

I dag har jeg taget springet - desværre ikke helt, men næsten - fra Facebook til Google+ af præcis de samme årsager, som jeg i sin tid valgte MySpace fra - Facebook er simpelthen groet til i reklamer, timelines, Farmville updates og ligegyldigheder - godt krydret med en uigennemskuelig sikkerhed og mangel på rettigheder til det man uploader.

Desværre kan jeg ikke vælge det helt fra, fordi jeg har rigtig svært ved overbevise andre om at Google+ faktisk er langt bedre - mange har svært ved at acceptere, at de skal starte forfra og investere tid i et nyt socialt medie, specielt hvis de har lært at leve med det de allerede benytter.

Hvor skal man placere indlæg?


I lighed med min navnebror +Thomas Christensen har jeg haft en del overvejelser om hvor jeg skal placere forskellige indlæg - når man nu har en blog, som jo egentlig er en slags privat socialt medie til at formidle emner der interesserer en og man samtidig har en profil på et offentligt socialt medie - hvilke emner/indlæg skal man lægge hvor?

Man kan jo skelne mellem større artikler på bloggen og mindre tanker på socialt medie - men uanset hvordan man vender og drejer det, ender man jo altid med at udvande ens egen blog, hvis man lader indlæg sive ud i de sociale medier i stedet - emner, som man egentlig burde behandle på sin blog i stedet

Hvis man lader dette ske i for stor udstrækning, ender bloggen som en spøgelsesby ingen efterhånden besøger, fordi der sjældent kommer nye indlæg.

Omvendt bliver det også kedeligt at læse en blog, hvis der er alt for mange små indlæg (one-liners med billeder) - de kunne jo ligeså godt eksistere udelukkende på det sociale medie, f.eks. Google+ eller Twitter.
Jeg har endnu ikke helt besluttet mig 100% for hvad jeg gør, men indtil videre bliver det nok noget med, som skrevet ovenfor, at længere artikler kommer her på bloggen og at jeg poster et link på Google+ når der er nyt.
Det kunne jo så være rart, hvis man kunne få et Google+ plugin til Wordpress, der kunne hive indlæg på Google+ ind på bloggen, så man også har integreret det sociale medie den anden vej - mon ikke det kommer når Google en dag endelig beslutter sig til at udgive det Google+ API?