Jeg havde oprindeligt fastnet telefoni og ADSL leveret fra TDC og kabeltv fra YouSee (også TDC).
I Oktober måned 2009 fik jeg så fiber lagt ind i huset (Ny tilkørsel til informationsmotorvejen) - en investering der kostede nogle penge, men som jeg betragtede som en investering i fremtiden, primært fordi jeg så fremover kunne vælge frit, hvilken indholds leverandør jeg ville have til hhv. telefoni, internet og TV og dermed ikke længere var "gift" med TDC.
Men der er jo så sket nogle ufrivillige ændringer siden da - første gang da det blev annonceret at TDC købte DONG's fibernet - vupti, nu skulle jeg sørme betale grund abonnement på fiberen til TDC!
Det nye - som jeg er mere end almindeligt irriteret over - er at jeg nu som kunde bliver tvangsflyttet fra Waoo (tidligere Smile Content) over til FastTV - som det viser sig er et selskab som TDC ejer!!
Altså har jeg betalt en pæn sum penge for at få en fiber skudt ind i huset for at være fri for TDC, men resultatet er at jeg nu igen har indgået et tvangsægteskab med TDC - som jeg jo "lod mig skille fra" for over et år siden!
Ikke nok med at jeg igen bliver 100% kunde hos TDC, jeg får også et ringere produkt; FastTV kan kun levere 50/50 Mbit forbindelse - endda kun hvis man betaler et "synkron tillæg", ellers hedder hastigheden 50/10 Mbit!
Min forbindelse hos Waoo hedder lige nu 60/60 Mbit med mulighed for 90/90 Mbit - denne hastighed påvirkes ikke af båndbredde forbrug på IPTV - det gør den tilsyneladende hos FastTV (så vidt jeg kan læse mig frem til).
TDC har også tidligere meldt ud at de ingen visioner har med hensyn til fiber - deres planer er at lukke fiberen og kun bruge den til egne formål - f.eks. distribution af internet til deres fremskudte centraler, med henblik på at køre xDSL kobber forbindelse det sidste stykke ud til kunden.
Hvis jeg havde vidst at det ville ende sådan fra starten, kunne jeg jo lige så godt have sparet de penge det kostede at få lagt fiber ind og beholdt mit xDSL produkt (som alligevel ikke kommer højere op end 50 Mbit) og mit kabeltv hos YouSee...
Blev endda lovet (af salgschefen hos Waoo) at man som kunde ikke blev tvangsflyttet til et "tilsvarende" TDC produkt efter overtagelsen, men at der blev forhandlet om den fremtidige afregning af fiberleje (internt mellem TDC og Waoo) og alle kunder forblev kunder hos det selskab de var i.
Jeg synes det er bundråddent, at TDC fik lov at købe DONG's fibernet fra starten, men at de oven i købet bare får lov til at ændre spillets regler for alle de kunder, der i sin tid tegnede abonnement på fiber forbindelse under nogle helt andre forudsætninger, uden indgriben - jeg synes det er en svinestreg uden lige - skam jer TDC!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar