Viser opslag med etiketten RDP. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten RDP. Vis alle opslag

fredag den 11. maj 2012

Remmina RDP problemer i Ubuntu 12.04

Efter opdatering til Ubuntu 12.04 har jeg haft problemer med clipboard udveksling i Remmina, så jeg har ikke kunnet copy/paste mellem RDP session og lokale programmer (f.eks. gedit el. browser) og andre RDP sessioner.

Det har mildest talt været "trælst", da jeg jo på arbejdet kører Ubuntu på min desktop og har minimum en RDP session kørende, hvor jeg har adgang til alle nødvendige Windows programmer (primært Outlook og MS Office).

Når copy/paste ikke fungerer, kan jeg f.eks. ikke kopiere en url jeg har fået i en mail til min lokale browser, men er nødt til enten at åbne den IE browseren på remote serveren eller videresende emailen til min Gmail, som jeg så åbner i en lokal browser for at få linket.

Et andet problem jeg har fået, er at jeg ikke kan forbinde til visse servere, primært af ældre version (f.eks. Windows 2000 server) - den smider simpelthen forbindelsen efter login.

Jeg kan være heldig at oprette forbindelse til enkelte Win2K servere, men fælles for dem alle er at de kører med mærkelige 8 bit farver - den blå farve er simpelthen Ubuntu 6.04 brun! og dette uanset hvad jeg sætter farvedybden på...

Problemet med farverne har jeg ikke fundet en løsning på endnu - jeg gætter på at den lokale RDP service på de ældre servere er for gammel og ikke udveksler de rigtige parametre med RDP klienten.

Løsningen


Men jeg har fundet løsningen på copy/paste problemet, som jo egentlig er det største: En af udviklerne på Remmina har lagt en PPA ud, så man kan installere den seneste version af Remmina, hvor problemet er fixet - den kan hentes her:

https://launchpad.net/~dupondje/+archive/ppa


Hvis man vil læse lidt om fejlen, kan den også findes på bugs.launchpad.net:

https://bugs.launchpad.net/ubuntu/+source/remmina/+bug/937522


 

tirsdag den 11. oktober 2011

At omstille sig til Unity...

Efter de første frustrationer har lagt sig, kan jeg godt se idéen i Unity og jeg skal nok blive glad for det, men som "bruger" har man jo en tendens til at hænge fast ved det der virker for en og man kan godt blive slået lidt ud, når tingene ligger andre steder, ser anderledes ud eller helt er væk (!).

Sådan var det f.eks. med Remote Desktop Client (tsclient) - den var væk, da jeg havde opgraderet og den brugte jeg ellers konstant på arbejdet - jeg vil gå så langt som at sige, at den var eneste mulighed, for at retfærdiggøre at jeg kører Ubuntu på min desktop - hvis ikke jeg har en velfungerende RDP klient, så kan jeg ikke administrere serverne.

Tilbage var kun "Fjernskrivebordsviser" (Vinagre) og den er ved gud et grimt og klodset program - jeg brugte det før, men udelukkende til at styre en Suse server - alle MS servere blev styret fra tsclient, hvor jeg havde oprettet genveje til alle RDP opsætninger i Gnome menuen.

Men nu hvor Gnome ikke længere styrer desktop'en, er den menu jo væk!

Den korte forklaring lyder på, at tsclient ikke er blevet opdateret til at fungere med Gnome 3.0 (eller af-arter), så den fungerer ikke i Oneiric (kan ikke engang installeres - har prøvet!).

Der findes en anden rdesktop frontend kaldet "Fjernskrivebordsklient" (grdesktop), den er bare for halvbagt til at jeg kan holde ud at arbejde med den i hverdagen.

Til gengæld faldt jeg over en anden frontend: Remmina Remote Desktop Client (gratis - kan findes i Ubuntu Softwarecenter).

Det eneste jeg savner i den, er muligheden for at mappe en lokal harddisk på remote serveren, ellers er den en god erstatning for tsclient - bla. er jeg glad for følgende features:

  1. Man kan have genveje til både VNC, RDP, SSH og SFTP klienter i samme interface (smart!).

  2. Man kan gruppere sine genveje i forskellige typer.

  3. Man kopiere en opsætning, når man vil lave en ny tilsvarende.

  4. Når man har minimeret vinduer til de forskellige sessioner, kan man klikke på Remmina ikonet i Unity baren, så vises samtlige sessioner i miniature - herefter kan man klikke på det vindue man vil bringe i forgrunden (lidt ligesom Windows-W genvej).


Tip: Hvis du før opgradering til Oneiric tidligere har brugt tsclient, så ligger dine gemte RDP opsætningsfiler stadig i din Hjemmemappe, under ".tsclient" (vis skjulte filer) - de kan importeres direkte over i Remmina!

Du skal bare trække RDP filerne over i Remmina's hovedvindue, så kommer de automatisk ind i listen - herefter kan du redigere dem (tildele grupper, ændre navn m.m.).

Eksternt link: ubuntugeek.com