søndag den 25. december 2011

AirDroid: Android uden kabler

Problemer med at få din Android mobil til at snakke sammen med Ubuntu? Så er du er ikke den eneste - og det er bestemt ikke blevet lettere på de nye Google mobiler med ICS (Android 4.0), med unified storage - altså uden SD-slot til ekstern hukommelse og hvor der kun er den hukommelse telefonen er født med - ligesom en iPhone.

Man har på tidligere modeller kunnet tilslutte mobilen med USB kablet og sætte den til "Diskdrev" og på den måde tilgå den ekstra flash-hukommelse i SD-slottet, til f.eks. at kopiere musik til/fra mobilen eller hente de billeder ud man havde taget.

Det trick virker desværre ikke længere på mobiler som f.eks. Samsung Galaxy Nexus - de bruger i stedet MTP og PTP (Media Transfer Protocol og Picture Transfer Protocol), som pt. ikke er særlig godt implementeret i Ubuntu (jeg kan ikke få det til at virke, i hvert fald).

Jeg har længe klaret mig uden de SYNC programmer der følger med mobilen (som kun virker med Windows), ved at have Google Calendar Sync på min virtuelle maskine / remote desktop server til at synkronisere min kalender med Microsoft Outlook og mine kontakter er oprettet i Google (har ikke brug for at synkronisere kontakter med Outlook).

De billeder jeg tager ryger direkte på Google+ Photos vha. instant upload, så dem bekymrer jeg mig ikke så meget om og musik har jeg aldrig liggende på telefonen men bruger Subsonic til at streame min musiksamling fra min server.

Men der er alligevel tidspunkter, hvor man har brug for at overføre ting til/fra telefonen, som ikke kan dækkes af ovenstående - f.eks. hvis man skal have lagt musik på telefonen til brug sammen med f.eks. Endomondo - hvad gør man så?



For nogle uger siden faldt jeg over AirDroid, som faktisk er et slags kontrolcenter for din Android mobil - man kan kopiere musik, billeder og andre filer til/fra mobilen, læse/skrive SMS'er, redigere telefonbogen, ringetoner, opkaldsliste, installere/fjerne apps - alt dette uden USB forbindelse. Man kan endda kopiere tekst mellem telefonen og PC'ens clipboard!

Det eneste man skal er at installere AirDroid appen (fra Market) og oprette forbindelse til samme trådløse netværk fra mobilen og PC'en. På mobilen står hvilken adresse du skal gå ind på med PC'en og en kode på 4 cifre/bogstaver der skal tastes ind - herefter er det bare at lege med tingene - umiddelbart er det lige til at gå til - dog på engelsk.

AirDroid virker på alle platforme - Linux, Windows, Mac.

Eksterne links: AirDrod.com, AirDroid på Android Market

Ingen kommentarer:

Send en kommentar