Sidder netop nu i Berlin Tegel lufthavn og venter på et fly hjem, efter at have tilbragt 3 dage på HP's Technology@Work konference.
Der var en masse nye ting og "behind the scenes" indlæg omkring forskellige nye teknologier og ikke mindst nye tilgange til tingene.
En af de ting som jeg selv fornemmer er kommet ud af den recession vi er inde i (uden at det er nævnt direkte), er at man er begyndt at anerkende at der stadig findes en del firmaer, som har ældre systemer de ikke kan slippe af med, enten på grund af økonomi (mere end nogensinde), mangel på interne ressourcer til at køre de fornødne projekter (evt. også affødt af økonomi) eller afhænighed af ældre software som ikke kan opgraderes, selvom man er villig til det.
Denne anerkendelse betyder, at man er begyndt at sende udstyr og software på markedet, som gør det lettere at bygge bro mellem de gamle "legacy" systemer og de nye teknologier og på den måde genbruge disse i en ny sammenhæng eller hjælpe folk med at klemme den sidste værdi ud af de investeringer man i sin tid gjorde.
Et eksempel på et af disse produkter er HP's StorageWorks Virtual Tape Library modeller. Da de først kom på markedet forstod jeg ikke helt hvad tanken bag dem var - hvorfor ikke bare lave backup-to-disk mapper med sin backup software og håndtere det derfra - hvorfor dette ekstra lag af virtuelle bånd, det var da en mystisk måde at gøre tingene på?
Men hvad der ikke førhen er blevet slået på tromme for er, at man rent faktisk kan emulere et ægte Tape Library 100% - helt ned til en bestemt model, drevtype, antal drev, slots osv.
Det vil sige at hvis du, f.eks. er nødsaget til at benyttet en bestemt version af noget backup software fordi den nye ikke understøtter online backup af noget software - som du igen ikke kan opgradere - så har man indtil videre været fastlåst i at benytte gammelt hardware til gammelt software - altså fordi backup softwaren er gammel understøtter den ikke de nye generationer af båndformater og nye library transports. Hvis det gamle library så går i stykker, kunne du så førhen ikke længere tage backup!
Men med et Virtual Tape Library kan du emulere noget gammelt hardware virtuelt og det kan endda migrere backuppen ud på bånd automatisk - på et helt nyt library med nyeste generation båndteknologi!
Man har derved skabt en bro mellem det gamle software og den nye teknologi. Selvfølgelig er det kun et spørgsmål om tid, før man er nødsaget til at opgradere, men man er ikke helt hægtet af...
Der var også et kig på de nye CPU generationer fra Intel og AMD - sidstnævnte er i øvrigt på vej med en helt ny G34 platform der betyder nye CPU'er i 45 nm teknologi med - hold fast - 12 kerner! man kan altså have 48 kerner i en fire-vejs server - jeg tør ikke tænke på hvad det kan gøre for fremtiden indenfor virtualisering - der vil komme en kompakthed i serverrummene uden lige - to firevejs bokse med 12 kerne cpuer, så er man oppe at køre (men de er nok ikke helt gratis til at begynde med).
Nu vi snakker om virtualisering, så er det nok et af de største buzz words i nyere tid og det bliver nok ved lang tid endnu - efter at dømme udfra den taletid emnet blev tildelt på konferencen, så er det nøglen til at reducere IT udgifter - det var faktisk det økonomiske perspektiv, mere end det "grønne" IT perspektiv der blev argumenteret for - tror den amerikanske post-Obama retorik har slået lidt igennem nu ;)
Men virtualisering er også en god ting, hvis man indfører det rigtigt og ikke bare kaster et par servere efter det, uden at tænke på hele infrastrukturen - man skal have netværk, storage og sikkerhed på plads, for det er noget der bliver stillet større krav til når man virtualiserer - specielt sikkerheden, fordi alle servere er samlet et sted - hvis man kompromiterer den hypervisor det kører på, så har man pludselig adgang til mange data på en gang og man kan lukke et helt serverrum ned på en gang, fremfor den ene server man har opnået adgang til.
Der er meget mere nyt, men er snart på vej ud af gaten - glæder mig allerede til næste år...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar