Faldt lige over denne artikel på Nordjyske: Samkørsel er en god idé - for de andre - Aalborg - Nordjyske.dk - kunne ikke være mere enig!
Jeg har ofte haft tanken og har vist både en profil på Fincle og Pendlernet - men hver gang jeg prøver at få mig selv overbevist, vælter det ind med tanker om alle de ulemper, der er ved samkørsel.
For at skrive det kort (omskrevet fra DSB slogan): "I bilen er tiden din egen" - jeg elsker at køre bil og bruger tiden i bilen til at koble af, tænke på alt andet end arbejde (når jeg kører hjem) eller forbereder mig på dagen (på vej til arbejde), hører radio programmer eller musik (hører næsten aldrig musik hjemme mere) og ja - piller næse, skråler med på musikken, råber af manden med den bløde hat, der kører 10 km for langsomt eller de evindelige padle-padder (pendler cyklister iført HTC Columbia kostume) - der jo har lige så meget ret til landevejen som jeg, men hvorfor skal de absolut lege Lance Armstrong, når jeg har travlt med at komme på arbejde?
Eller ringer til min bankrådgiver, telefonselskabet eller hvem man nu skal have fat i, som man ikke kan bruge sin arbejdstid på.
Alt det kan man ikke gøre, hvis man skal have andre med i bilen hver dag - så er man pludselig blevet privat taxa chauffør. Egentlig en skæg tanke - samkørsel og pirat-taxa kørsel - er der nogen der kan se ligheden? Forskellen er at førstnævnte sker lovligt, endda med mulighed for fradrag - haha...
I bilen har jeg min frihed - det sidste sted (udover toilettet), hvor man kan være 100% privat...