mandag den 12. august 2013

Slut med DLNA og Subsonic

Jeg har taget beslutningen at lukke ned for min TwonkyMedia DLNA server og Subsonic web streaming fra min hjemme server.

Har længet gået med overvejelser om at gøre det - grunden er for det første, at lige præcis de to services (sammen med Apache og Crashplan) bruger rigtig meget hukommelse på serveren og jeg har haft problemer med at min swap partition langsomt fyldes op og til sidst går serveren i stå, til trods for de ekstra 1 GB RAM jeg smed i den tidligere på året.

Da jeg ikke går og holder øje med serveren hver dag, har jeg været ude for at det er sket når jeg har været ude, og desværre er den eneste løsning på problemet at trykke på fedtmuleknappen (slukke serveren) - det er jo lidt brutalt og også umuligt, når man ikke er hjemme.

Hvis jeg skal vælge mellem musik streaming eller at min blog og backup kører som den skal, så må jeg vælge streaming fra - specielt fordi det bare ikke giver mening længere at streame musikken fra min egen server, efter jeg har lagt al min musik op på Google Music - uanset hvor jeg er, hjemme eller ude, kan jeg jo streame min musik til telefon og tablet, og når Google Chromecast kommer til salg herhjemme smider jeg bare sådan en i anlægget og TV'et, så kan jeg streame musik og også video direkte fra YouTube (kan jeg faktisk allerede i dag, via YouTube app'en til PS3).

Tror desværre DLNA er en døende teknologi, den kunne have været rigtig god, men der er desværre ikke rigtig nogen der gad at investere i den og lave nogle ordentlige produkter, der ikke føltes halvfærdige og nu er den overhalet af streaming tjenester med flatrate abonnementer (som Google Music All Access, Netflix, YouTube m.v.), så den er bare ikke særlig relevant mere.

lørdag den 27. april 2013

Backlight knapper i Ubuntu 13.04

Siden jeg opdaterede min laptop (HP ProBook 6570b) til Ubuntu 13.04 har jeg haft problemer med knapperne til at styre backlight - den kørte konstant på fuldt blus.

Udover at det åd over en time af min køretid på batteriet var det heller ikke særligt behageligt at sidde med fuldt blus på skærmen i et halvmørkt lokale.

Der er ikke kommet en officiel løsning på problemet endnu, men følgende løste det for mig - det skulle efter sigende også fungere på andre laptops, der lider af det samme problem.

  1. Åben terminal og skriv "gksu gedit /etc/default/grub".

  2. Find linjen med GRUB_CMDLINE_LINUX="" - du skal ændre den til GRUB_CMDLINE_LINUX="acpi_osi=Linux acpi_backlight=vendor" - gem og luk.

  3. Opdater grub - skriv i terminalen sudo update-grub

  4. Genstart systemet


Ekstern kilde: ArchWiki

tirsdag den 15. januar 2013

Scanning med HP LaserJet Pro 100 i Ubuntu

HP LaserJet Pro 100Vi har fået en HP LaserJet Pro 100 colorMFP M175nw (langt navn) på min arbejdsplads - fin lille maskine der ikke gør meget væsen af sig.

Som sædvanlig tog det under 2 minutter at sætte driver op i Ubuntu og udskrive en testside, men scanneren (over netværk) fungerede desværre ikke lige ud af posen.

Den blev godt nok opfanget i systemet og jeg kunne vælge den som scanner i Simpel scanning, men når man forsøgte at scanne kom den frem med en advarsel om manglende HP plugin - man kunne ikke få den til at installere plugin'et, da den enten gik i stå under download eller afviste det.

Det viste sit selvfølgelig bare at være noget sikkerheds hejs - løsningen var ret så simpel:

  1. Åben Terminal

  2. Skriv gksudo hp-plugin

  3. Følg vejledningen - tryk Next og Yes til at installere (selvom signaturen ikke er OK)

  4. Hak af i Agree og tryk Next


Nu er plugin installeret og man kan nu scanne fra Simpel scanning (eller andre programmer der understøtter scanner) - man kan endda benytte auto feed bakken og scanner flere dokumenter.